Sportsåret 2016 blev især fulgt på TV 2

OL i Rio var en af de sportsbegivenheder, som gjorde 2016 til det største sportsår nogensinde for danske tv-seere. På billedet ses de to OL-værter i TV 2s studie i den olympiske by i Rio, Morten Ankerdal og Natasja Crone. (Foto: Claus Frederiksen / TV 2)

TV 2s kanaler stod for næsten halvdelen af danskernes tv-sportssening i rekordåret 2016.

2016 var det hidtil største sportsår for de danske tv-seere, som aldrig tidligere har fået tilbudt så meget sports-tv som sidste år. Samtidig var 2016 et år, hvor konkurrencen om seere og rettigheder igen var hård. 

Hver dansker på tre år og derover brugte i 2016 i gennemsnit 117 timer på at se sport og sportsnyheder i tv, og heraf foregik næsten halvdelen af tiden – knap 56 timer – på TV 2s kanaler, især TV 2s hovedkanal og TV 2 SPORT. Det svarer til, at godt 47 procent af tv-sportsforbruget foregik på TV 2s kanaler.

Godt 22 procent af sportsseningen lå på DRs kanaler, mens de tre TV3-kanaler og de seks Discovery Networks-kanaler, som viste sport, tilsammen stod for 30 procent af sportsforbruget på tv sidste år.

- Sportsmarkedet er benhårdt, og jeg er overordentligt glad for, at danskerne – med det store sportsudbud, de har til deres rådighed – i så høj grad vælger at dele deres sportsoplevelser med TV 2 og TV 2 SPORTs kommentatorer, journalister og eksperter, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Danske badmintonstjerner i verdensklasse, her Jan Ø. Jørgensen, har også været med til at trække mange seere til TV 2 SPORT. (Foto: Scanpix / TV 2)

Danske sportsrettigheder i fokus

2016 var præget af store sportsbegivenheder som OL i Rio, EM i fodbold og Tour de France på TV 2 og DR samt EM-håndboldslutrunder på TV 2 og TV 2 SPORT. Herudover var det i høj grad danske sportsfolk og danske sportsbegivenheder, som trak seere til TV 2 SPORT.

- Mange danske rettigheder anført af håndbold og danske verdensklassespillere i badminton har sammen med internationale cykelløb sikret TV 2 SPORT placeringen som den mest sete blandt de rene sportskanaler i Danmark. TV 2 SPORT har bevist, at stærke danske sportsrettigheder er af stor betydning for seerne og brugerne, siger Frederik Lauesen.

Analysen af seertiden på sportstransmissioner og -magasiner i 2016 er lavet af DR’s Medieforskning, og TV 2 har udvidet analysen med data fra Eurosport-kanalerne. Herudover har TV 2 suppleret analysen med oplysninger om seerforbruget på sportsnyhedsudsendelser på dansk tv.