Søstrene, der gang på gang er blevet svigtet

De tre søstre (fra venstre) Amal, Sapran og Nanna fra TV 2-dokumentaren 'Anbragt - efter helvedet'. (Foto: Lars E. Christiansen / TV 2)

De tre søstre (fra venstre) Amal, Sapran og Nanna fra TV 2-dokumentaren 'Anbragt - efter helvedet'. (Foto: Lars E. Christiansen / TV 2)

13. september 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

To nye TV 2-dokumentarer om de tre piger fra Skælskør sætter fokus på forholdene for anbragte børn i Danmark

I 2016 sendte TV 2 dokumentaren 'Anbragt i Helvede' om søstrene Nanna, Sapran og Amal. Da de var helt små, dræbte deres far deres mor, og faren blev efterfølgende udvist af Danmark. Kommunen anbragte de forældreløse søstre hos en plejefar, som viste sig at være voldelig og misbrugte dem seksuelt. TV 2 afslørede, hvordan kommunen i flere år havde vendt det blinde øje til de mange mistanker om mistrivsel og overgreb, som en række fagpersoner havde underrettet kommunen om.

Efter programmet har søstrene fået landsrettens ord for at Slagelse Kommune svigtede dem, mens de boede hos plejefaren i Skælskør.

Ulovlige anbringelser
Nu tager TV 2 i en ny dokumentar atter med søstrene tilbage til barndommen. I programmet 'Anbragt - efter helvedet', som vises torsdag 21. september kl. 20.00, undersøger vi, hvad der skete med dem, efter de blev fjernet fra plejefaren. På det tidspunkt var de stadig uden forældre, og dermed var det Slagelse Kommunes ansvar at anbringe de omsorgssvigtede søstre, det bedst mulige sted.

Men dokumentaren afslører, hvordan søstrene igen bliver svigtet af kommunen, der splitter søstrene op og udsætter dem for flere problematiske og endda ulovlige anbringelser.

Anbragt - med vold og magt i vildmarken
Den yngste søster, Amal, blev anbragt i Norge, og torsdag 28. september kl. 20.00 sætter TV 2 Dokumentar - i programmet 'Anbragt - med vold og magt i vildmarken' - fokus på den projektleder, der stod bag. For under researchen til den første dokumentar viste det sig, at en lang række danske børn har været anbragt ulovligt i udlandet via projektlederen, som drev firmaet Vildmarksprojektet.

Nogle af de tidligere anbragte børn og unge anklager ham for at have været voldelig mod dem og for at have forsøgt at nedbryde dem psykisk. Det viser sig også, at projektlederen, der er uddannet mekaniker, ulovligt har medicineret mindst én af de unge.

Anbringelserne foregik i 2007, og først her ti år senere møder de unge igen projektlederen. I et opsigtsvækkende møde konfronterer de ham med deres anklage, og projektlederen svarer igen med anklager om, at det var de unge, der var voldelige og udenfor pædagogisk rækkevidde.

Voldsomme omsorgssvigt
De to programmer sætter et tiltrængt fokus på forholdene for anbragte børn i Danmark. Børn, der som Hassna-søstrene ofte har været udsat for voldsomme omsorgssvigt. Programmerne viser, hvordan nogle kommuner svigter deres ansvar, og at anbringelser af nogle børn derfor bliver temmelig lemfældige, og mere et udtryk for magtesløshed end for en plan for børnene og deres liv. Samtidig viser programmerne, at der slet ikke er blevet lyttet til børnene, når de har fortalt om yderst alvorlige overgreb, siger TV 2 Dokumentars redaktionschef Troels Jørgensen.

Udover de to dokumentarer sætter TV 2 også på andre platforme fokus på vilkårene for anbragte børn i Danmark, ligesom der er debat om emnet på TV 2 NEWS efter begge dokumentarudsendelser og mulighed for at se eller gense dokumentaren fra 2016, ' Anbragt i helvede', som vises på TV 2 torsdag 14. september kl. 22.45.

Billede {0} af {1}