Simi Jan til Tyrkiet for TV 2

36-årige Simi Jan skal fra 1. februar være med til at udvide TV 2s dækning i Mellemøsten. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

36-årige Simi Jan skal fra 1. februar være med til at udvide TV 2s dækning i Mellemøsten. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

16. december 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Flygtningestrømmen har defineret europæisk politik i 2015. TV 2 opretter nu korrespondentkontor i Istanbul, hvorfra Simi Jan bl.a. skal dække den historiske situation i Mellemøsten og Tyrkiet.

Med virkning fra 1. februar 2016 åbner TV 2 et nyt korrespondentkontor i Tyrkiets største by Istanbul, og herfra skal TV 2s Simi Jan bl.a. dække den helt usædvanlige flygtningesituation, som har givet Europa og en lang række lande i Mellemøsten massive udfordringer.

- Flygtningesituationen har defineret europæisk udenrigspolitik det seneste år, og der er ingen tegn på, at det ændrer sig. Vi skal endnu tættere på situationen i vores dækning, og vi etablerer korrespondentkontor midt på den akse, som går mellem Tyskland og Danmark mod nord og til Syrien, Iran, Irak og Afghanistan mod syd. Tyrkiet har en helt central placering i forhold til både flygtningestrømmen og til at skabe løsninger på situationen, siger TV 2s nyhedsdirektør, Mikkel Hertz.

Det er heller ikke tilfældigt, at netop 36-årige Simi Jan er valgt til jobbet på TV 2s korrespondentkontor i Istanbul, hvorfra hun også kan være med til at udvide TV 2s dækning i Mellemøsten.

- Simi Jan er allerbedst, når hun får gravet sig ned i det lokale miljø og bruger sit stærke kendskab til mellemøstlig og fjernøstlig kultur til at fortælle de nære og menneskelige historier fra disse områder. Her kommer også de store sprogkundskaber hende til gode, siger Mikkel Hertz.

- Simi Jan er allerbedst, når hun får gravet sig ned i det lokale miljø og bruger sit stærke kendskab til mellemøstlig og fjernøstlig kultur til at fortælle de nære og menneskelige historier fra disse områder, siger TV 2s nyhedsdirektør Mikkel Hertz. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Tyrkiet er broen mellem øst og vest
Og netop de tyrkiske gloser er Simi Jan allerede gået i gang med at lære, inden hun, hendes mand og parrets søn på knap halvandet år flytter til Istanbul. I forvejen taler Simi Jan urdu og persisk.

- Jeg ser frem til en ny, spændende udfordring og glæder mig til at fordybe mig yderligere i en verdensdel, jeg holder meget af. Mellemøsten er i forandring – ved en skillevej, kan man sige. Krigen i Syrien har for alvor sat sine spor i form af millioner af flygtninge i nabolandene – og nu også Europa. Historiskrivningen er i gang, og det er en spændende tid, siger Simi Jan og fortsætter: 

- Tyrkiet er i dén grad broen mellem øst og vest. Derfor er Istanbul den perfekte base, hvorfra jeg både kan rapportere om Tyrkiets vigtige rolle i regionen og om de omkringliggende lande.

Simi Jan er BA i journalistik fra Napier University i Edinburgh, og hun har desuden studeret mellemøststudier og arabisk ved Syddansk Universitet. Hun kom til TV 2 i 2006, rapporterede fra Pakistan og Afghanistan fra 2007-2012 og debuterede i 2012 som forfatter med bogen ”Til te hos Taleban”.

I de seneste år har Simi Jan modtaget en række priser og hædersbevisninger for sin journalistik. Hun har bl.a. modtaget Den Berlingske Fonds Journalistpris, Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for at sætte fokus på de afghanske kvinders manglende rettigheder, TOYP-prisen fra organisationen JCI (TOYP er forkortelse for The Outstanding Young Person) og Danners ærespris. I forbindelse med 100-året for kvinders stemmeret tidligere i 2015 blev Simi Jan hædret som ”Elefant nr. 100” for at være en af de 100 kvinder, der har spillet en afgørende rolle i de seneste 100 års danmarkshistorie. 

Billede {0} af {1}