Seerrekord til TV 2 Charlie i påsken

27. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Påsken gav nye seerrekorder til Charlie. Påskedag så 354.000 danskere Morten Korchs klassiker ”Manden på Svanegården” - det er det højeste antal seere nogensinde på kanalen.

Genindspilningen af "De røde heste" fra 1968, som blev vist på Charlie påskelørdag, havde hele 231.000 seere i målgruppen 50+ - det næsthøjeste seertal på Charlie i denne målgruppe og kun overgået af påskens visning af "Manden på Svanegården".


Danskerne var til hygge og gedigen underholdning i påsken. Det fortæller de rekordhøje seertal, som TV 2 Charlie trak i hele påskeugen samt 2. påskedag.

Charlie fejrede påsken med en Morten Korch-kavalkade, som bød på fem af de gode gamle film-klassikere. Fire af de fem film var førstegangsvisninger på Charlie, og tre af de fem film – ”Manden på Svanegården”, ”De røde heste” og ”Sønnen fra Vingården” – er nu de mest sete danske film på Charlie nogensinde i målgruppen af danskere over 50 år.

”Manden fra Svanegården”, som blev vist påskedag, blev samtidig den helt store rekordsætter på Charlie, da den med i alt 354.000 seere blandt alle danskere blev det mest sete program på kanalen nogensinde.

I gennemsnit trak de fem Morten Korch-film 211.000 seere i målgruppen 50+, hvilket ligger markant over de gennemsnitlige 121.000 seere, som Charlies danske torsdagsfilm indtil nu har trukket.

Charlie mænger sig med de store
Påskerekorderne på TV 2 Charlie stopper ikke her. Trods et generelt fald i danskernes tv-sening i de solskinsfyldte påskedage steg seningen markant på Charlie. Påskeugen blev den bedste uge nogensinde i Charlies historie, og blandt alle danskere var TV 2 Charlie den tredjestørste kanal i hele landet - efter TV 2 og DR1, men foran TV3 og DR2.

- Det er virkelig flot, og det viser, at det var helt rigtigt at sende de gedigne Morten Korch-klassikere kl. 21.00, så familierne kunne samles om den gode underholdning efter at have nydt påskesolen, siger kanalchef for TV 2 Charlie, Maiken Wexø.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}