Seerrekord til "Klovn"

25. februar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Sæsonpremieren på sjette og sidste sæson blev det hidtil mest sete afsnit af "Klovn".

Fra mandag 23. februar sender Zulu ti helt nye afsnit, hvor alle kan følge Frank og Caspers liv tæt på.

Med 234.000 seere til mandagens sæsonpremiere på "Klovn" fik comedyserien sin højeste seertilslutning nogensinde på TV 2 Zulu. Den hidtidige seerrekord var på 215.000 og var cirka tre år gammel.

TV 2 Zulu har igangsat sjette og sidste sæson af "Klovn", som programchef Maiken Wexø, TV 2 Networks, kalder "forrygende" og "den bedste nogensinde".

- Det bliver et vemodigt farvel til Danmarks bedste sitcom nogensinde. Vi er glade for, den har været hos os og er meget stolte af at kunne præsentere denne sidste sæson. ”Klovn” er ikke kun en god sitcom set med danske øjne. Det er en vellykket sitcom i verdensklasse, der kan måle sig med de helt store udenlandske, siger Maiken Wexø.

I den nye sæson er rollerne lidt anderledes for Frank Hvam og Casper Christensen. Sidstnævnte er nedtrykt og depressiv og må sætte sin lid til dem, der står omkring ham.

Frank har også sit at se til og kommer i frygtelige dilemmaer, når han skal prioritere mellem ægteskabelige redningsplaner, sig selv og det at være der for en ven i nøden. Og da han forsøger at samle hele stand-up-branchen til et Casper Christensen hyldestarrangement, går det galt.

Sæsonpremieren på "Klovn" kan genses på TV 2 Zulu i aften, onsdag, klokken 22.20 eller i morgen, torsdag, klokken 20.00, lørdag klokken 21.10 samt på TV 2s net-tv-kanal TV 2 Sputnik.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}