Se EM-finalen på storskærm

Simone Boye Sørensen scorede Danmarks tredje mål i straffesparkkonkurrencen mod Østrig, og så var EM-finalepladsen i hus. (Foto: Scanpix / TV 2)

Simone Boye Sørensen scorede Danmarks tredje mål i straffesparkkonkurrencen mod Østrig, og så var EM-finalepladsen i hus. (Foto: Scanpix / TV 2)

04. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 samler danskere i alle aldre til fodboldfest i Aarhus og København, når Danmark søndag spiller EM-finale i kvindefodbold mod Holland.

Torsdag aften skrev de danske fodboldkvinder historie ved at spille sig i en EM-finale, og de gjorde det oven i købet foran et historisk stort tv-publikum. Og søndag eftermiddag er de danske fodboldkvinder genstand for endnu en nyskabelse.

Her inviterer TV 2 til fodboldfest og viser EM-finalen mod Holland på storskærm i Aarhus og København. I Aarhus foregår det på Bispetorv, mens festen i København holdes på Råshuspladsen.

TV 2 tænder for storskærmen klokken 15.05, når der sendes optakt til finalen. Kampstart er klokken 17.00.

- TV 2 har en stolt tradition for at samle danskerne om de store begivenheder, og lige nu er kvindelandsholdet med over en million seere til EM-semifinalen dét, vi taler om og følger med i. Derfor er EM-finalen en begivenhed, som vi gerne vil give mulighed for at se på storskærm sammen med fodboldentusiaster i alle aldre, siger sportschef Frederik Lauesen, TV 2.

Kvindelandsholdet samler nationen
I Aarhus gennemføres TV 2s storskærmsarrangement i samarbejde med kommunen, og her glæder rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, sig over, at Aarhus på denne måde kan være med til at fejre kvindelandsholdets succes.

- Det danske kvindelandshold har formået at samle nationen. De har med deres charme, fællesskab og sportslige succes formået at spille sig ind i vores hjerter. Jeg ser frem til en fantastisk fodboldfest i hjertet af Aarhus og krydser fingre for den ultimative succes i Holland, siger Rabih Azad-Ahmad.

Der er gratis adgang til storskærmsarrangementerne i Aarhus og København.

Billede {0} af {1}