SDU satser på mobil markedsføring

31. maj 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 mærker stigende interesse for mobil markedsføring fra de offentlige virksomheder. Syddansk Universitet har droppet print og lægger nu alle annoncekronerne på nettet og mobilen.

TV 2 mærker en stigende interesse for mobil markedsføring fra de offentlige virksomheder.

Syddansk Universitet (SDU) har taget springet fra print til net og mobil, når der skal rekrutteres nye studerende til universitets mange uddannelsestilbud. Universitetet har helt droppet traditionel print-annoncering og lægger nu alle kronerne på nettet og mobilen. Allerede næste år regner SDU med, at mobilen udgør halvdelen af annoncebudgettet.

- Vi har valgt at være til stede der, hvor vores primære målgruppe – unge mennesker mellem 18 og 24 – er til stede, nemlig på nettet og ikke mindst mobilen. Det kan måske lyde lidt drastisk helt at droppe print, men for os er det en oplagt mulighed at få de unge direkte ind i vores uddannelseskatalog via nettet og mobilen, siger Bo Kristiansen, marketingschef på SDU.

Mobilen vinder frem
SDU gik i luften med en mobiltilpasset side juleaften 2010, så der var mulighed for at ramme de unge, der lige havde pakket deres nye smartphone-julegave op. I dag annoncerer SDU blandt andet på TV 2s mobile applikationer, herunder NYHEDERNE, TVTID, Finans og Gossip, og her rammer man både den primære målgruppe men også andre målgrupper som eksempelvis universitetets egne ansatte.

- Vi mærker lige nu en stigende interesse for mobil markedsføring også fra de offentlige virksomheder. Mobilen giver jo dem nogle nye muligheder for at komme i direkte kontakt med målgruppen, der i den grad har taget de mobile muligheder til sig, siger Jeppe Munksnæs, der er kommercielt ansvarlig for TV 2s mobile annonceløsninger.

Android størst blandt de studerende
SDU koncentrerede sig i første omgang – på trods af reklamebureauets anbefalinger – om en mobiltilpasset side til Android-telefonerne.

- Vores reklamebureau mente, at vi i første omgang skulle koncentrere os om iPhone, fordi det jo stadigvæk er lidt mere hipt end andre smartphones, men vores egne undersøgelser blandt vores studerende viste faktisk, at overraskende mange bruger Android, og derfor valgte vi at starte med en Android-løsning og det er vi glade for. Derefter fik vi naturligvis også udviklet en løsning til de unge, der bruger iPhone, siger Bo Kristiansen.

TV 2 har som det eneste danske mediehus udviklet aggressivt til både iPhone og Android.

- Det er fantastisk, at vi nu ser ud til at høste frugten af vores first mover-strategi på blandt andet Android-udvikling. Vil man reklamere i Android-apps lige nu, er der stort set ingen andre, der kan møde efterspørgslen end TV 2. Det har vi selvsagt store forventninger til fremadrettet om end konkurrenceintensiteten utvivlsomt vil stige, siger Jeppe Munksnæs.

15.000 fans på Facebook - 40.000 på den internationale side
Facebook er en af de platforme, SDU satser stort på, og SDUs side, facebook.com/syddansk, er populær blandt de unge. Facebook-siden har nu over 15.000 fans, og godt en tredjedel af brugernes opdateringer kommer ind via mobilen. SDUs internationale Facebook-side mønstrer hele 40.000 fans og i Europa er det faktisk kun et par universiteter i Oxford og Cambridge, der har flere fans.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}