Royal mandag på TV 2 og TV 2 FRI

24. september 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Mandag 6. oktober er der premiere på to nye programserier, der på hver sin måde berører den kongelige familie.

'Hofleverandørerne' følger fire danske forretninger, der alle kan bryste sig af at være kongelige hofleverandører. Fra venstre ses Jens Birger Christensen, Berit Hertz, Annelise Hincheldey, Henning Hincheldey Ravn, Christian Hincheldey, Stine Hincheldey og Bjarne Als. (Foto: Jakob Mydtskov / TV 2)

Royalisterne i Danmark kan godt finde fjernbetjeningen frem fra mandag 6. oktober.

TV 2 og TV 2 FRI har nemlig denne dag begge premiere på programserier, der kommer tæt på henholdsvis kongelige hofleverandører i Danmark og de kongelige danske slotshaver. 

'Hofleverandørerne' på TV 2
TV 2 lægger ud med den nye reportageserie 'Hofleverandørerne' kl. 21.25, hvor vi følger fire forretninger med titlen "Kongelig Hofleverandør" - en titel, kun 100 danske forretninger kan bryste sig af. I syv programmer får vi et unikt indblik i de fascinerende og eksklusive opgaver for både kongelige og helt almindelige kunder.

De fire forretninger, A. C. Perchs Thehandel, Birger Christensen pelse, juveler P. Hertz og Bering House of Flowers, er alle familievirksomheder, der har eksisteret i mange generationer, og som alle kæmper for at bevare deres traditionsrige historie samtidig med, at de skal følge med udviklingen og modernisere sig.

Se trailer for 'Hofleverandørerne' her.

I haven på Fredensborg Slot har gartner Morten altid meget at se til – uanset årstiden. (Foto: Rasmus Quistgaard / TV 2)

'De kongelige slotshaver' på TV 2 FRI
Kan man slet ikke få nok af programmer med royalt islæt, så er det med at finde TV 2 FRI, der efterfølgende sender 'De kongelige slotshaver' kl. 21.50. Danmark har nogle af verdens mest storslåede slotshaver, men hvem er det egentlig, der får haverne til at fremstå, som de gør?

Det får man svaret på i den nye reportageserie, der følger de dedikerede gartnere i fire danske slotshaver, Fredensborg Slotshave, Frederiksborg Slotshave, Kongens Have og Gråsten Slotshave. Vi følger bl.a. gartnerne, når de kreerer blomsterdekorationer til alt fra Riddersalen til Dronningens toiletbord og høster friske grøntsager til regentparrets middagsbord.

Læs mere om ’De kongelige slotshaver’.

Se trailer for ’De kongelige slotshaver’.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}