Reportageserie fra skadestuen

29. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Nye udgaver af "Alarm 112" sætter fra tirsdag 4. januar fokus på arbejdet på landets skadestuer.


TV 2 sætter fokus på livet på landets skadestuer i en særudgave af reportageserien "Alarm 112". I "Alarm 112 - skadestuen" møder vi danskere med alt fra brækkede fingre til livstruende trafikskader, og lægerne og sygeplejerskerne i Odense og Århus skal være klar til at håndtere enhver situation.

Det erfarer den nyuddannede læge Allan Poulsen i det første af otte programmer, hvor en ældre dame kommer ind med et benbrud, som den 28-årige læge aldrig tidligere har set lignende.

- Det, der driver mig som læge, er først og fremmest at hjælpe andre mennesker og blive bedre til at løse de problemer, man står med på sit arbejde. Den ældre dames ben ser dog noget voldsomt ud, og jeg er egentlig rimelig i tvivl om, hvordan jeg skal tackle den her situation, siger Allan Poulsen.

Lægen Søren har vagt på skadestuen i Århus, og vi følger hans arbejde i reportageserien "Alarm 112 - Skadestuen".

I første program kommer Allan Poulsens erfarne kollega, traumevagt Søren Deutch, også i aktion, da en ældre herre modtages på traumestuen i Århus efter et frontalsammenstød med en lastbil. Det viser sig at stå værre til med den mandlige bilist end først antaget.

- Når traumekaldet kommer, så er jeg traumeteamleder, som det hedder. Det vil sige, at jeg er leder for det hold af 10-12 personer, som traumeholdet består af. Vi skal hurtigst muligt finde ud af, hvordan den indkommende patient er kommet til skade, og hvor alvorlige skaderne er, siger Søren Deutch.

På skadestuen på Odense Universitetshospital kommer sygeplejerske Mette Kallesen på dobbeltarbejde, da en beruset mand har fået en kompliceret flænge i panden. Heldigvis tager den lettere berusede mand situationen med højt humor.

- Det, der er vigtigt, når jeg modtager folk, der både har drukket og slået hovedet, er at finde ud af, hvor meget de reelt har slået hovedet. Det er udfordrende at se så mange forskellige typer mennesker fra forskellige lag i samfundet, synes jeg, siger Mette Kallesen.

“Alarm 112 - skadestuen” har premiere på TV 2 tirsdag 4. januar 2011 kl. 21.25.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}