Rekordhøj vurdering fra seerne til Tour de France på TV 2

28. august 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Holdet, der i øjeblikket dækker La Vuelta a España, roses til skyerne i analyse fra seerpanel.

Dennis Ritter (tv.), Jørgen Leth og Rolf Sørensen, der i øjeblikket kommenterer La Vuelta a España, får masser af roser for deres indsats under Tour de France. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Sommerens Tour de France-dækning på TV 2 får den hidtil mest positive vurdering i det seerpanel, som siden 2007 har vurderet Tour-dækningen. De mange roser er dermed også et stort skulderklap til den redaktion, der netop nu giver seerne en tæt dækning af sæsonens sidste store etapeløb, La Vuelta a España, og som – for en del medarbejderes vedkommende – også dækkede Tour de France.

Live-transmissionerne af Tour-etaperne 2013 får den hidtil flotteste vurdering i seerpanelet, idet 89 procent synes godt eller rigtigt godt om udsendelserne – det er fem procentpoint mere end i 2012 og lidt højere end den tidligere rekord fra 2008. TV 2s løbende analyser under etaperne fra kommentatorerne Dennis Ritter, Jørgen Leth og Rolf Ritter vurderes som det allerbedste programelement under Tour-dækningen.

Analysen viser også, at 65 procent af dem, der har set noget af Touren, synes, at Tour de France gør TV 2 til en bedre eller en meget bedre kanal. 34 procent mener ikke, at Tour de France gør en forskel i deres opfattelse af TV 2, mens kun to procent synes, at TV 2 bliver dårligere eller meget dårligere på grund af Tour de France-udsendelserne.

Også tallet på 65 procent er den hidtil mest positive tilkendegivelse over for TV 2. Resultatet er 16 procentpoint bedre end i 2012 og lidt højere end den tidligere rekord, der – på dette spørgsmål - stammede fra 2009.

- Seernes svar dokumenterer, at TV 2 er Tour de France, og Tour de France er TV 2. De to ting har hørt sammen i mange, mange år og skal høre sammen i yderligere mange, mange år. Derudover viser svarene, at vi har nogle kompetencer i at dække cykelsport, som vi også bruger, når vi eksempelvis dækker Giro d’Italia og Vuelta a España, f.eks. vores tre kommentatorer. Derfor er det dejligt at kunne bruge dem – også ud over den måneds tid, hvor der er Tour, siger TV 2s Tour de France-redaktør, John Jäger, der i det daglige er souschef på TV 2|SPORTEN.

Chris Froome blev en sikker vinder af årets Tour de France. (Foto: Alloverpress / TV 2)

Ros til både nye og kendte elementer
Allermest positiv vurdering blandt årets nye tiltag får live-kommenteringen af Rolf Sørensen fra bagsædet af en motorcykel i Tour-feltet. Seerne har også givet gode seervurderinger til noget af ’det gamle’ og andre af de nye elementer i årets dækning.

- Det er en kæmpe fornøjelse for os, at danskerne går så meget op i produktet Tour de France, at de gennem alle årene er kommet med masser af forslag til vores dækning på tv, som vi læser og bruger. Det viser, at det er ’danskernes Tour de France’, vi laver, og det er givetvis en væsentlig årsag til, at vores transmissioner, vores udsendelser, vores værter, vores eksperter osv. får så god feedback hos seerne, siger John Jäger.

Danskerne brugte lidt mere tid på Tour de FrancePå nettet og mobil havde TV 2 en fantastisk Tour- sommer med stor fremgang i forhold til 2012 og tangering af rekordåret 2011.

Når det gælder seertallene i sommeren 2013, brugte danskerne lidt mere tid på at følge den samlede Tour de France-dækning på tv end i 2012, selv om juli var domineret af fantastisk sommervejr, og selv om den samlede tv-sening derfor faldt betydeligt i forhold til sommeren 2012.

- Min primære opgave er at sørge for, at vi laver noget tv, vi kan være stolte over, og som seerne sætter pris på. Denne analyse viser, at det er lykkedes os. Vi kan kun bøje hovedet i ydmyghed og sige tak - og love, at vi vil knokle for at holde og løfte niveauet yderligere i de kommende år, siger John Jäger.

TV 2s Tour de France-seeranalyser er i de seneste år givet af mellem 224 og 1.391 respondenter, der på et givent tidspunkt har set Tour de France på tv.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}