”Razzia – SKAT rykker ud”

19. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Ny reportageserie på TV 2 følger SKATs aktioner mod skattesnydere fra torsdag 28. april.

Tolder Laila Gori Jessen. (Foto: Johnny Anthon Wichmann/TV 2)

Hvert år betaler vi i Danmark over 800 milliarder kroner til SKAT, men der er også en del af os, der forsøger at slippe for at betale til fælleskassen. SKAT gør en stor indsats for at afsløre disse mennesker og stille dem til ansvar.

Fra torsdag 28. april kl. 21.25 kan seerne følge SKATs jagt på skattesnyderne i TV 2s helt nye reportageserie ”Razzia – SKAT rykker ud”.

I seks programmer viser TV 2, at SKATs arbejde ikke kun foregår på kontoret, men at de også rykker ud på hemmelige aktioner og uanmeldte besøg, når de har rettet opmærksomheden mod nye områder med potentielt skattesnyd. Det kan fx være snyd med bilafgifter, butikker, der omgår loven, snyd med toldafgifter, eller anden form for snyd, som SKATs specialenheder rykker ud over for.

- Det er første gang, at SKAT har givet et tv-hold lov til følge deres specialenheder, som rykker ud på razziaer over hele landet. Og vi får et sjældent indblik i, hvordan SKAT arbejder, og hvor meget de i virkeligheden ved om os alle sammen. Samtidig får vi et indblik i, hvad reglerne egentlig er på forskellige områder, og hvordan reglerne bliver brudt og forsøgt vendt og drejet,” siger dokumentarredaktør Lasse Bjerre.

Fra bilafgifter til narkotika
I premiereafsnittet af ”Razzia – SKAT rykker ud”, som vises torsdag 28. april, går programmet tæt på de danskere og udlændinge, der ikke betaler deres skatter og afgifter frivilligt. For første gang kommer seerne med på SKATs hemmelige aktioner flere steder i landet, når der skal hentes afgifter og inddrives restancer.

Razzia følger specialisten Gordon Steffensen, der beslaglægger biler for mere end en halv million kroner på én dag og får voldsomme reaktioner fra bilernes ejere. Seerne kan også følge tolder Laila Gori Jessen, som er med på en razzia på et fly fra Thailand, og hundefører Axel Grønkjær og hans hund Chili som skal til eksamen. Axel og Chili skal finde fem skjulte narkoprøver på en halv time, ellers er det slut for Chili med livet som narkohund i SKAT.

I andet afsnit af programserien, som vises torsdag 5. maj, oplever Gordon Steffensen den bizarre situation, at han tager pladerne på en bil ved grænsen. Efter aktionen er slut, lister ejeren tilbage til bilen og fortsætter sin rejse – uden nummerplader! Men så møder han Gordon og Co på motorvejen ved Vejle!

--------------------------------

”Razzia – SKAT rykker ud” første gang torsdag 28. april kl. 21.25 på TV 2.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}