"TV 2 dok." om Panodil-piger

25. februar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Antallet af selvmordsforsøg blandt helt unge er næsten firedoblet indenfor de seneste ti år. Hver dag forsøger to-tre unge piger at tage deres eget liv. Torsdag 26. februar sætter "TV 2 dok." fokus på det alvorlige problem.

14-årige Kristina Bossen fra Tønder blev panodil-pige den 2/10 2008, da hun spiste 40 panodilpiller i et forsøg på at begå selvmord.

En dag i oktober sidste år har 14-årige Kristina Bossen fået nok. Hun kan ikke overskue sit liv mere og sluger 20 Panodiler for at gøre en ende på det. Men det sker ikke. Så fem timer senere tager hun 20 piller mere.

- Jeg tænkte, at jeg kunne komme væk herfra - at alle problemerne løste sig. Men det gjorde de ikke, siger Kristina, som overlevede sit selvmordsforsøg.

Hver dag forsøger mellem to og tre piger under 20 år at tage deres eget liv, oftest ved at sluge en overdosis af smertestillende piller. Pigerne bliver stadig yngre - helt ned til 10 år - og mange er, hvad man betegner som helt almindelige piger fra velfungerende hjem.

Selvmordsforsøg firedoblet
"TV 2 dok." sætter fokus på det alvorlige problem, der rammer flere og flere. Antallet af selvmordsforsøg blandt de helt unge er næsten firedoblet indenfor de seneste ti år. Langt de fleste er helt unge piger, som vælger det drastiske skridt som den eneste vej ud af fortvivlelsen.

14-årige Kristina blev fundet af sin mor, Charlotte som slet ikke var klar over, at hendes datter havde det så dårligt, at hun kunne finde på at forsøge at begå selvmord.

- Det var et chok. Der skulle gøres noget og handles nu, siger Kristinas mor og tilføjer:
- Jeg har været ked af det og har grædt. Hvad er det for noget - hun er jo kun 14 år?

Officielle tal snyder
Kristina er blevet en del af de officielle statistikker. Og "TV 2 dok." kan nu afsløre, at de officielle tal kun viser toppen af isbjerget. Langt de fleste piger, der sluger en overdosis smertestillende piller, bliver ikke indlagt og dermed registreret efter et selvmordsforsøg.

"TV 2 dok." følger Kristina og hendes forældre i de første svære døgn efter hendes selvmordsforsøg. De døgn, der afgør, om Kristinas krop har taget varig skade af pillerne.

Sygeplejerske på børneafdelingen på Sønderborg Sygehus, Ann Heuschkel, har fulgt den rystende udvikling på tæt hold.

- Før i tiden var vi rystede hver gang, vi fik en pige ind, der havde taget for mange Panodiler. Nu er det næsten blevet hverdag. Vi kalder dem simpelthen bare Panodil-piger, siger hun.

Hele familier kastes ud i kaos
Bag hvert selvmordsforsøg ligger en tragedie for den familie, det rammer. Oftest kommer det helt uventet for forældrene, der slet ikke havde set, at deres lille pige var kommet så langt ud. Pludselig står hele familien kastet ud i et kaos af skræk, afmagt og skam.

19-årige Josefine Aulum Andersen er en af de piger, der aldrig er kommet med i de officielle statistikker, selv om hun to gange har forsøgt at tage sit eget liv med smertestillende piller:

- Jeg har aldrig snakket med nogen om det bagefter. Det var en falliterklæring fra min side, hvis der var nogen, der skulle vide det, for hvis man prøver på sådan noget, hører man til på den lukkede afdeling.

Et råb om hjælp
For nogle af pigerne kan selvmordsforsøget være det råb om hjælp, der skulle til, for at de faktisk får den omsorg og hjælp, de har brug for. Men for andre er det begyndelsen på en nedtur, der ender i flere selvmordsforsøg. Undersøgelser viser, at op mod 40 procent af de piger, der har forsøgt selvmord, forsøger igen.

Per Nøhr Jensen, ungdomspsykiater på Klinik for Selvmordstruede Børn og Unge, er rystet over udviklingen.

- Det bliver mere og mere alvorligt, og der bliver flere og flere af dem. Vi har et samfundsmæssigt problem, som er kolossalt stort, når piger bukker under på denne måde for hverdagens pres.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}