"Operation X" afslører sociale plattenslagere

16. november 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Private opholdssteder snyder kommunerne – og de psykisk syge. Morten Spiegelhauer og "Operation X" går på jagt efter dem i to programmer. Det første sendes mandag 21. november kl. 20.00.


Morten Spiegelhauer går på jagt efter sociale købmænd, der har opdaget et tag-selv-bord bestående af skatteydernes penge. Det sker mandag 21. november kl. 20.00 i det første af to programmer, hvor ”Operation X” kulegraver området for kommunernes sociale anbringelser.

Der afsættes hvert år mange milliarder offentlige kroner til anbringelser af samfundets svageste. Private opholdssteder modtager en stor del af de mange penge, men kommunerne får ofte ikke det de betaler for.

Med en pris på op til fem millioner kroner om året for anbringelserne af de mest omsorgskrævende borgere, skulle de anbragte til gengæld gerne være sikret pædagogisk mandsopdækning med op til to medarbejdere i døgndrift.
Men private opholdssteder har fundet ud af at snyde med bemandingen uden, at de betalende kommuner opdager det. De mange penge, der skulle gå til pædagoglønningen, ryger i stedet direkte i lommerne på ejerne af de private firmaer.

Ud over at dræne kommunernes slunkne pengekasser går snyderiet også ud over de psykisk syge, der ikke får den omsorg som kommunerne betaler for. Samtidig bliver de pædagogiske medarbejdere ofte ladt alene i stikken med ansvaret for personer, der kan reagere meget voldsomt.

I programmet fortæller både de anbragte og de, der er ansat til at hjælpe dem, hvilke konsekvenser det har, når de mange penge, der er afsat til deres projekter, ikke bliver brugt til det, de er udbetalt til.

De offentlige midler, der er sat af til socialt arbejde med samfundets svageste, ender på den måde som støt stigende egenkapital i private holdingselskaber. For selv i en tid med finanskrise og sparekrav til kommunerne kan det åbenbart være en guldrandet forretning at drive et privat opholdssted.

Det andet af de to programmer om kommunernes sociale anbringelser vises på TV 2 mandag 28. november.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}