"Lærkevej" vender tilbage - nu som spillefilm

14. juli 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Først var historien om "Lærkevej" en succesrig tv-serie på TV 2 med et begejstret og trofast publikum. Nu flytter alle "Lærkevej" beboere op på det store lærred.


TV 2-serien "Lærkevej" kommer nu som biograffilm. Cosmo Film har netop - i samarbejde med Nordisk Film og TV 2 og med støtte fra Det Danske Filminstitut - startet optagelserne på en af Danmarks mest kendte villaveje.

Som i tv-serien kan biografpublikummet glæde sig til at møde tilflytterne på flugt, Sune, Katrine og Mathilde, den lettere selskabeligt overrislede forstadsfrue Elisabeth, den dræbende effektive læge Astrid og hendes umanerligt kedelige mand, Kim, den skydeglade hjemmeværnsmand Torben, kokken Andreas, den nu moderløse Selma samt swingerparret Per og Karina. Og som sædvanlig vælter skeletterne ud af skabet.

Filmen, der kommer til at hedde "Lærkevej: Til døden os skiller", kickstartes med vanlig dramatik, da Elisabeth pludselig kollapser midt under sin egen fest. Det viser sig desværre hurtigt, at hun er alvorligt syg, hvilket sætter tankerne i gang hos alle på Lærkevej og får villavejens beboere til at tage deres egne liv op til revision.

Filmen er en komedie, der handler om døden, men i høj grad også er en hyldest til livet og vigtigheden af at leve livet - mens man kan.

"Lærkevej: Til døden os skiller" instrueres af Mogens Hagedorn, er skrevet af Mette Heeno, produceres af Mie Andreasen og Tomas Hostrup-Larsen og distribueres i landets biografer af Nordisk Film med premiere torsdag 2. februar 2012.   

Kan man ikke vente på det, kan man HER få en forsmag på, hvad der venter.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}