"Go’ morgen Danmark" fortsætter seerfremgangen

30. marts 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s morgenflade har øget sin seertilslutning i 2010 oven på den markante fremgang efter fornyelsen i 2009.

TV 2s fire faste morgen-tv-værter Kamilla Walsøe, Anders Breinholt, Ida Wohlert og Morten Resen. I de kommende uger holder Morten Resen børnepasningsorlov og afløses i studiet af Morten Ankerdal, der er udlånt fra TV 2|SPORTEN.


Efter fornyelsen af ”Go’ morgen Danmark” i 2009 voksede antallet af seere til morgenprogrammerne med 16 procent. Og nu viser Gallup-seertallene for de første knap tre måneder af 2010, at seertallet fortsat vokser.

I forhold til begyndelsen af 2009 er seertilslutningen vokset med yderligere ti procent i 2010. I antal tusinde seere er det gennemsnitlige seertal til førstegangsvisningen af ”Go’ morgen Danmark” klokken 06.30-09.00 vokset fra 180.000 i begyndelsen af 2009 til 199.000 i 2010.

Seertilslutningen til ”Go’ morgen Danmark” ligger i de første måneder af 2010 34 procent højere end i den tilsvarende periode i 2008.

Glæde og tilfredshed
Fremgangen giver anledning til glæde og stor tilfredshed i TV 2|Programafde-lingen.

- Holdet bag ”Go’ morgen Danmark” har vist, at selv om man laver tv inden for en gammel og veldefineret ramme som morgen-tv, kan man blive ved med at udfordre og udforske genren. Man kunne frygte, at det efter den første fornyelse ville gå lidt i stå, men sådan er det ikke. Redaktionen viser morgen efter morgen sin opfindsomhed og lyst til at give sig selv og seerne nye oplevelser, siger TV 2-redaktør Jes Schrøder.

Også TV 2s programchef, Keld Reinicke, glæder sig over seertals-udviklingen, som er væsentligt bedre, end man har set i andre lande som f.eks. Sverige og Storbritannien.

- Normalt falder den type programmer i seertilslutning umiddelbart efter en omlægning, men i Danmark er det gået helt anderledes: Stigningen i seertilslutning til ”Go’ morgen Danmark” kom meget hurtigt – og den er bare fortsat. Oven i det kan jeg glæde mig over, at ”Go’ morgen Danmark” siden 2008 er vokset markant i aldersgruppen 15-30 år, der er en seergruppe, som det ofte er svært at fange ind, siger Keld Reinicke.

Sender også skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag
”Go’ morgen Danmark” er også til stede for danskerne i påsken, hvor programmerne i denne uge sendes på det sædvanlige sendetidspunkt mandag-onsdag samt klokken 8-10 skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag.

”Go’ morgen Danmark”-fladen med nyheder, sport. vejr og magasinprogrammer bruges dagligt af cirka 700.000 danskere, der ser mindst fem minutter af TV 2s morgenflade. De seere, der bruger ”Go’ morgen Danmark”-tilbuddet, ser i gennemsnit knap en time af morgenfladen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}