"Badehotellet" klar til optagelse

04. juni 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 har præsenteret det store hold af skuespillere fra den nye tv-serie, som får premiere i 2014.

"Badehotellet"s tre hovedpersoner er (i midten) den nye, unge stuepige Fie (Rosalinde Mynster), grossererdatteren Amanda (Amalie Dollerup) og den lokale unge mand, Morten (Morten Hemmingsen). De flankeres på billedet af (fra venstre) Ena Spottag Fog (Martha), Ulla Vejby Kristensen (Edith), Merete Mærkedahl (Otilia), Ole Thestrup (Hotelejer Julius Andersen), Bodil Jørgensen (Molly Andersen) og Anette Støvelbæk (Fru Alice Frigh), Cecilie Stenspil (Fru Helene Auerland), Peter Hesse Overgaard (Kontorchef Hjalmar Auerland), Birthe Neumann (Fru Fjeldsø), Lars Ranthe (Grosserer Madsen), Jens Jacob Tychsen (Kgl. Skuespiller Edward Weyse), Anne Louise Hassing (Fru Therese Madsen) og Frøken Malling (Lykke Scheuer). Klik på billedet for at se det i dobbelt størrelse. (Fotos: Carsten Andersen / TV 2)

Sommer, sol og munter stemning anno 1928. Scenen var sat på Studenterkilden i Dyrehaven mandag 3. juni, da TV 2 præsenterede den kommende tv-serie "Badehotellet" og afslørede det store cast af dygtige skuespillere.

Den muntre ’Grosserer Madsen’ og den pigeglade ’Edward Weyse’ – i skikkelse af hhv. Lars Ranthe og Jens Jacob Tychsen – var allerede i hopla, da de stillede op til fotosession med de øvrige spillere, som alle var trukket i datidens passende klæder, fra korset og kasket til sommerkjoler og stråhat.

Holdet kom direkte fra læseprøver i studiet i Risby, og med kun en uge til optagestart var der både begejstring og nervøsitet at spore hos de mange skuespillere, som ellers alle glædede sig til at komme i gang.

Lars Ranthe er den muntre Grosserer Madsen, Anne Louise Hassing er hans hustru, Fru Therese Madsen, mens Amalie Dollerup spiller grossererdatteren Amanda.

Slips og korsetter løsnes
Serien udspiller sig på et lille badehotel i yderste klitrække ved Vesterhavet i det nordligste Jylland i somrene 1928-33. Her indtager gæsterne fra de store byers bedre borgerskab sommer efter sommer de samme værelser og det samme bord i spisesalen, mens tjenestefolk og værtspar følger med og varter op.

Sagførere, direktører, grosserere, grever, børsspekulanter, skuespillere og fruer løsner slips og korset og giver sig det muntre ferieliv i vold i disse trygge rammer blandt gode, gamle bekendte.

Hotellets ansatte er – ud over værtsparret - udvalgte kønne, unge piger fra egnen, der forstår at rubbe neglene. De serverer mad og varter op, tømmer natpotter, stryger skjorter, reder senge og kridter sko. Men midt i alt sliddet er der masser af latter og humør – ikke mindst over gæsternes gøren og laden. Dramaerne udspiller sig på kryds og tværs, mens der ubekymret holdes ferie i en tid, hvor verden er ved at gå af lave.

Hovedpersonerne i "Badehotellet" spilles af Rosalinde Mynster (i rollen som Fie - tv.), Morten Hemmingsen som den lokale unge mand Morten og Amalie Dollerup som grossererdatteren Amanda.

De tre hovedpersoner
Seriens tre hovedpersoner er den nye, unge stuepige Fie, spillet af Rosalinde Mynster, grossererdatteren Amanda og den lokale unge mand, Morten, spillet af henholdsvis Amalie Dollerup og Morten Hemmingsen.

Blandt de øvrige medvirkende kan ses Ena Spottag Fog (Martha), Ulla Vejby Kristensen (Edith), Merete Mærkedahl (Otilia), Ole Thestrup (Hotelejer Julius Andersen), Bodil Jørgensen (Molly Andersen), Anette Støvelbæk (Fru Alice Frigh), Cecilie Stenspil (Fru Helene Auerland), Peter Hesse Overgaard (Kontorchef Hjalmar Auerland), Birthe Neumann (Fru Fjeldsø), Lars Ranthe (Grosserer Madsen), Jens Jacob Tychsen (Kgl. Skuespiller Edward Weyse), Anne Louise Hassing (Fru Therese Madsen) og Frøken Malling (Lykke Scheuer).

I spidsen for byens badehotel står Ole Thestrup (nummer tre fra venstre)som Hotelejer Julius Andersen og (ved hans side) Bodil Jørgensen som hustruen Molly Andersen.

Succesfuldt forfatterpar står bag
Serien, som får premiere i 2014, er skabt og skrevet af forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, som står bag nogle af tv-historiens mest populære dramaer, bl.a. "Krøniken".

- Vi er fascinerede af den lille lukkede enklave, som lever sammen i et upstairs-downstairs skæbne-fællesskab, hvor dagen er delt op i faste rutiner, og hvor der ikke kun blandt de ansatte, men også blandt gæsterne er klart definerede roller og hierarkier. Vi dyrker ferietidens livsglæde, og fortællingen vil gennem gæster og personale på det øde beliggende badehotel reflektere en tid, der går fra spekulation og optimisme til arbejdsløshed og ekstremisme. På den måde vil den i glimt måske også reflektere vores egen tid, siger Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

En rejse tilbage til 1920'erne og 1930'erne
Også for seriens skuespillere er det en stor oplevelse at rejse tilbage til 1920'erne og 1930’erne.

- Det er en drøm at rejse tilbage i tiden. Det har et mytisk skær over sig, og jeg er begyndt at læse meget fra den periode. Studiet er virkelig flot og meget troværdigt, så det gør sig let at leve ind i det. Man føler i den grad, at man er på et badehotel, siger Rosalinde Mynster, der har hovedrollen som stuepigen Fie.

Morten Hemmingsen (i rollen som den lokale unge mand Morten) og Rosalinde Mynster som den nye stuepige Fie.

- Det er en stor fornøjelse at være med, og det passer mig fint at have et ordentligt sæt skræddersyet tøj på. Det er sjovt at spille en nyrig gadedreng, og jeg har en stor kærlighed til Grosserer Madsen. Han er en lille tyk mand, så jeg er polstret og har vatton på. Det har jeg prøvet flere gange og er vant til det - men det kan være meget varmt på optagelser, siger Lars Ranthe.

Programchef: - Et varmt og levende univers
- Efter succeserne med ”Dicte” og ”Rita” har vi glædet os til at præsentere dette projekt som vores næste store fiktionsserie, siger TV 2s programchef, Sune Roland, og fortsætter:

- Det er et varmt og levende univers, der rummer mange paralleller til vores egen tid, og det indeholder derfor i høj grad det nærvær, vi ønsker, vores programmer på TV 2 skal have. Det bliver en fornøjelse at dele denne stemningsfyldte serie med vores seere, og vi håber, de bliver lige så begejstrede for ”Badehotellet”, som vi allerede er.

"Badehotellet" produceres for TV 2 af SF FILM PRODUCTION i co-produktion med Nitrat Film og Thorsboe & Lundblad.

Badehotellet produceres med støtte fra Public Service Puljen.

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}