Pias svære valg

30. november 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

"Ultimatum" er tilbage på TV 2 onsdag 30. november. Her får Pia en sidste chance af sine to børn for at vælge alkoholen fra og tage imod behandling for sit misbrug.


Pia er 47 år og mor til to voksne børn, Sean på 26 år og Sana på 22 år. De to børn husker hende som en sjov og omsorgsfuld mor, da de voksede op, men i en lang årrække har deres liv været præget af moderens store alkoholmisbrug.

Pia forsøger at skjule sit misbrug overfor alle, men nu har hendes børn fået nok af den ødelæggende familiehemmelighed.

TV 2 er klar med et nyt ”Ultimatum” – et dokumentarprogram, der sætter fokus på, hvilke konsekvenser afhængighed har for både misbruger og pårørende.

Tårevædet konfrontation
Flere hundredtusinde danskere lever med et misbrug. Vejen ud af misbruget er ofte uoverskuelig for de involverede.

Pias børn og hendes bedste veninde har besluttet sig for, at de for sidste gang vil forsøge at overtale deres elskede Pia til at gå i behandling. Hvis hun ikke tager imod tilbuddet, vil det have afgørende konsekvenser for deres fælles fremtid.

Se med, når TV 2 viser den tårevædede konfrontation, hvor Pia skal træffe det sværeste valg, hun nogensinde har stået overfor.

Savner du også en, du holder af?
TV 2 har med programmet ”Ultimatum” haft succes med at hjælpe familier, der kæmper for at få en pårørende ud af sit misbrug. Med hjælp fra en ekspert giver familien et kærligt ultimatum - gå i behandling ellers vil det få konsekvenser.

Ultimatum søger medvirkende til nye programmer
Har du lyst til at høre mere eller fortælle din historie, kan du kontakte redaktionen bag Ultimatum på 4110 0066 eller ultimatum@tv2.dk. Det er helt uforpligtende.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}