Paprika Steen som Oscar-vært

Når TV 2 FILM søndag 26. februar blænder op for årets største filmbegivenhed, er det med den danske skuespillerinde Paprika Steen som vært.


Søndag 26. februar går det løs i Kodak Theatre i Los Angeles. Her samles de allerstørste stjerner til Oscar-uddelingen 2012, og også i år viser Danmarks største filmkanal, TV 2 FILM, den store og festlige filmbegivenhed direkte. På scenen i Hollywood er det den altid sjove Billy Crystal, der holder snor i uddelingen, mens værten i studiet i Danmark bliver skuespillerinden Paprika Steen. Hun får i løbet af aftenen besøg af forskellige gæster og eksperter.

- Jeg har aldrig selv været til Oscar-uddelingen, men er sentimental nok til at sidde og få tårer i øjnene, når Scorsese endelig får sin Oscar, eller når Leonardo DiCaprio for femte gang bliver forbigået. Jeg glæder mig hvert år til Oscar-uddelingen. At gætte med på hvem der får hvad, og hvorfor og blive forarget, når dem, jeg holder med, ikke får. Det er den ene gang om året, hvor jeg kan sidde og bilde mig ind, at jeg ved bedst. Her kan jeg se på alle de kjoler, jeg selv gerne ville have på, og de diamanter, jeg selv gerne ville eje. En aften i Hollywoods tegn. Den ultimative amerikanske drøm. Hollywood, here we go, siger Paprika Steen.

Tændt for en ekstra lampe
På TV 2 FILM er der stor glæde over, at Paprika Steen har sagt ja til at være vært på kanalens dækning fra Oscar-showet. 

- Vi har haft fornøjelsen af at have Paprika Steen med som gæst et par gange ved vores Oscar-show, og det har altid været som om, der bliver tændt for en ekstra lampe, når hun kommer på. Derfor har jeg store forventninger til, hvad Paprika vil bidrage med som vært. Hun har stor viden, nysgerrighed og passion for både filmene, skuespillerne og hele deres verden, og så er hun ikke bange for at øse ud af egne erfaringer, hvilket altid sætter det hele i et lidt mere interessant perspektiv, siger Maiken Wexø, kanalchef for TV 2 FILM.

- Oscar-aftenen er blevet en fast tradition på TV 2 FILM, og vi glæder os til at dele den med vores seere. Vi vil gøre vores bedste for at give seerne en rigtigt festlig aften på TV 2 FILM, og det skal Paprika Steen og Billy Crystal nok sørge for, siger Maiken Wexø.   

Masser af Oscar-film på TV 2 FILM
Traditionen tro varmes der op til Oscar-festen med en Oscar-vindende film hver aften klokken 20.45 i hele ugen op til uddelingen. Blandt de stærke titler, som seerne kan glæde sig til, er film som "Milk", "Babel", "The Last King of Scotland", "Michael Clayton" og "Dreamgirls". Og som noget nyt sender TV 2 FILM lige efter Oscar-vinderne en dansk kortfilm, som enten har været Oscar-nomineret eller vundet en Oscar, bl.a. "The New Tenants", "Grisen", "Der er en yndig mand" og "Valgaften".

Oscar-aften kan ses live på TV 2 FILM søndag 26. februar fra klokken 23.30. Som noget nyt bliver velkomst-programmet klokken 23.30 i år samsendt med TV 2.