Over to millioner så EM-finalen

30. januar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Godt 2,6 millioner danskere fulgte de danske håndboldherrer i de minutter, hvor de sikrede sig EM-guldet. I dag bliver guldvinderne hyldet af danskerne - og på TV 2 fra klokken 12.10.

Dansk guldfest. (Foto: All Over/Sportsagency/TV 2)


Danskerne er gode til håndbold. Det beviste håndboldherrerne i går. Men danskerne er også vilde med håndbold. Det beviste seerne – både i forbindelse med gårsdagens EM-finale og fredagens semifinaler.

EM-finalen mod Serbien havde i gennemsnit 2.271.000 seere – og flere end 2,65 mio. seere i de afgørende slutminutter af kampen. Da de danske håndboldherrer sidst vandt EM-guld i 2008, var seertallet på 2.047.000 i gennemsnit til de to halvlege.

- Vi har med EM-slutrunden i håndbold fået en fantastisk start på TV 2s gigantiske sportsår, og seertal omkring 2,5 millioner viser, at stor sport og TV 2 som hele Danmarks hjemmebane samler danskerne om nationale begivenheder, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Seertallet på 2.271.000 er det højeste seertal til en sportskamp på TV 2 siden kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet ved EM i fodbold i 2004.

En weekend i håndboldens tegn
Hele weekenden stod i øvrigt i håndboldens tegn – for TV 2 og for danskerne. I løbet af fredag, lørdag og søndag havde TV 2 i alt ti sports- og nyhedsprogrammer med over én million seere, og i hele ugen sendte TV 2 i alt 21 programmer med millionseertal.

Fredagens semifinale mod Spanien, der blev spillet klokken 17.45, blev set af 1.733.00 danskere – og af næsten 2,2 mio., da flest danskere så med.

Den dramatiske semifinale mellem Serbien og Kroatien blev fulgt af 1.149.000 på trods af, at den blev spillet samtidig med ”X Factor” på DR1.

EM-heltene hyldes
I dag kommer de danske guldvindere så hjem til hyldest på Rådhuspladsen i København, og TV 2 er med hele vejen. Guldfesten starter kl. 12.10 og forventes at vare til sidst på eftermiddagen. TV 2 følger håndboldherrerne fra ankomsten til Københavns Lufthavn, på busturen til byens centrum kulminerende med balkon-hyldesten på Rådhuspladsen.

Allerede på torsdag klokken 21.25 har TV 2 endnu et håndboldprogram på skærmen. Her tegner TV 2|SPORTEN et portræt af landstræner Ulrik Wilbek i programmet ”Verdens bedste Wilbek”.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}