Otte TV-Guld-priser til TV 2

TV 2s dokumentarserie 'Årgang 0' - her med de aktuelle hovedpersoner Stephanie, Christian og Rachel - modtog Billed-Bladets særpris ved TV-Guld-uddelingen. (Foto: Camilla Hey / TV 2)

TV 2s dokumentarserie 'Årgang 0' - her med de aktuelle hovedpersoner Stephanie, Christian og Rachel - modtog Billed-Bladets særpris ved TV-Guld-uddelingen. (Foto: Camilla Hey / TV 2)

02. marts 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s programmer og værter får otte ud af ti tv-priser fra Billed-Bladet. ’Badehotellet’ er årets tv-program for fjerde år i træk, 'Årgang 0' hædres med særpris, 'Tinkas juleeventyr' er årets nye tv-program, og fem TV 2-værter henter TV-Guld.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Danmarks klart mest sete tv-serie, TV 2s ’Badehotellet’, der netop nu er i gang med sin femte sæson, er for fjerde år i træk kåret til årets bedste tv-program. Det stod klart, da Billed-Bladet fredag 2. marts på Hotel d’Angleterre i København uddelte i alt ti tv-priser til landets bedste værter og programmer.

I alt fik TV 2 otte af de ti priser – herunder fem ud af seks værtspriser. Det er aldrig tidligere sket, at en tv-station har hentet otte priser ved TV-Guld-uddelingen.

I år uddelte Billed-Bladet også en særpris til et journalistisk værk, der fortjener en hyldest, og særprisen gik til TV 2s dokumentarserie ’Årgang 0’, der har været på skærmen i 18 år.

’Årgang 0’ har stadig et stort og engageret publikum, og 2018-sæsonen, der blev sendt tidligere i år, er den hidtil højest vurderede sæson.

- Stor tak til Billed-Bladet for at minde os om, hvor fantastisk en programserie, ’Årgang 0’ er. Også Danmarks modigste medvirkende fortjener roser og en stor tak for at være med til at fortælle os alle sammen et stykke levende danmarkshistorie, siger TV 2s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

I en tale til 'Årgang 0'-holdet og til tilrettelægger Anne Hjort sagde Billed-Bladets chefredaktør, Annemette Krakau, bl.a.:

- Hvad der er foregået på din og dit dygtige holds side af skærmen, kan jeg jo af gode grunde ikke vide, men det, jeg ved, er, at vi ude på den anden side har fået et dedikeret, fængende, rørende og journalistisk stærkt værk, som emmer af kærlighed til dem, der medvirker. Det, I kan binde sløjfe på og aflevere i januar 2019, hvor de sidste afsnit kører over skærmen, vil for altid stå tilbage på hylden som et helt enestående værk, sagde Annemette Krakau. 

Vinderne af otte af de ti attraktive tv-priser er fundet af Billed-Bladets læsere. En dommerkomité udpegede vinderen af årets tv-dokumentar, mens årets særpris er fundet af Billed-Bladet selv.

Fra 'Badehotellet' sæson 4, der fredag aften blev hædret som 'årets tv-program' ved den store TV-Guld-uddeling. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Et kæmpestort skulderklap til TV 2s fiktionsstrategi
I kategorierne ’årets tv-program’ og ’årets nye tv-program’ stod der TV 2 på fem af de i alt seks nominerede. TV 2s indholdsdirektør noterer sig, at tre af disse fem TV 2-nomineringer var nye, danske fiktionsserier.

- ’Badehotellet’ er den højest vurderede tv-serie på dansk tv i mere end ti år og er samtidig den klart mest sete serie i de seneste år. Prisen til ’Badehotellet’ er fortjent – og det er samtidig et kæmpestort skulderklap fra seerne til TV 2s fiktionsstrategi, at også den historiske serie ’Mercur’ og vores sublime julekalender ’Tinkas juleeventyr’ er nomineret til TV-Guld, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Prisen for 'årets nye tv-program' gik til netop TV 2s familiejulekalender 'Tinkas juleeventyr', der for nylig blev hædret med Robertprisen for 'årets korte tv-serie'.

Tv-dokumentarprisen på 100.000 kroner gik til DR2-dokumentaren ’De sidste mænd i Aleppo’, der også er nomineret ved den Oscar-uddeling, som TV 2 sender natten mellem søndag 4. marts og mandag 5. marts.

For andet år i træk blev TV 2 SPORTs Stine Bjerre Mortensen kåret som 'årets kvindelige sportsvært'. Også prisen for 'årets mandlige sportsvært' gik til TV 2, nemlig til Morten Ankerdal.

Fuldt hus til TV 2s sportsværter – og TV-Guld til TV 2 NEWS’ Janni Pedersen
På værtsområdet fik TV 2 priserne til både årets kvindelige sportsvært, Stine Bjerre Mortensen, og til årets mandlige sportsvært, Morten Ankerdal. Det var femte år i træk, Morten Ankerdal fik denne pris, mens Stine Bjerre Mortensen i år gentog bedriften fra sidste års uddeling af TV-Guld.

- Stine Bjerre Mortensens entusiasme og passion for sport er smittende, uanset om hun står i en dansk håndboldhal, eller om hun er til slutrunde eller en anden event. Hun elsker sport og er en fantastisk holdspiller, siger Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:

- Morten Ankerdal brænder for sport og er med god grund hædret og kendt som en fremragende sportsvært, og han viser igen og igen, at hans talent er mangfoldigt. Hos TV 2 kan vi også bruge Morten til kongelige begivenheder, årskavalkader og Knæk Cancer, og lige nu viser han talentet i ’Go’ morgen Danmark’.

TV 2 NEWS’ Janni Pedersen fik for første gang prisen som årets kvindelige nyhedsvært. I det seneste år har Janni Pedersen – foruden at være en skarp og uhyre velinformeret rets- og kriminalreporter på TV 2 og ’Station 2’ – især været tilknyttet TV 2 NEWS’s nye eftermiddagsprogram ’NEWS & Co.’

- Nyskabelsen ’NEWS & Co.’ er en meget stor succes på TV 2 NEWS. Og jeg er ikke bleg for at pege på Janni som en af forklaringerne på den enorme fremgang, NEWS har oplevet i eftermiddagsfladen med ’NEWS & Co.’, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Prisen som årets mandlige nyhedsvært gik til DR1’s Kåre Quist.

Årets mandlige underholdningsvært, Peter Ingemann, sluttede 2017 med programmet 'Størst - i Jesu fodspor'.

Begge underholdningspriser til TV 2-værter
Både prisen for 'årets mandlige underholdningsvært' og 'årets kvindelige underholdningsvært' gik til TV 2, nemlig til Peter Ingemann og Lene Beier.

- Peter Ingemann får prisen for andet år i træk og for tredje gang i alt, og det er selvfølgelig ingen tilfældighed. Peter er en fantastisk fortæller og formidler, og han kan få os til at interessere sig for emner, vi ikke anede, at vi interesserede os for, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Lene Beier blev hædret med TV-Guld-prisen for to år siden, ligesom hun i marts 2014 blev hædret med prisen 'årets stjerneskud'.

- Lene Beier er et værtstalent af de sjældne. Hun er autentisk og helt nede på jorden - uanset om hun hjælper landmændene med kærligheden, er vært i 'Hjem til gården' eller står i spidsen for sit eget krævende husbyggeri. Stort tillykke til begge prismodtagere og til de dygtige, nominerede værter, siger Anne Engdal Stig Christensen.

'Tinkas juleeventyr' vandt fredag aften TV-Guld for 'årets nye tv-program'. TV 2-julekalenderen blev den mest sete julekalender på dansk tv i mange år og er den højest vurderede TV 2-julekalender nogensinde.

Overblik over årets TV-Guld 2017-vindere:
Årets kvindelige sportsvært blev Stine Bjerre Mortensen (TV 2). Det var andet år i træk, Stine Bjerre vandt denne pris, og det skete foran Tina Müller (DR) og Camilla Martin (TV3 SPORT). 

Årets mandlige sportsvært blev Morten Ankerdal (TV 2). Det var femte år i træk, Morten Ankerdal vandt denne pris, og dermed har han vundet prisen i samtlige de år, den har været uddelt. Morten Ankerdal vandt prisen foran Peter Møller (DR1) og Thomas Kristensen (TV 2). 

Årets kvindelige nyhedsvært blev Janni Pedersen (TV 2). Hun vandt prisen foran Cecilie Beck og Natasja Crone (begge fra TV 2), Tine Gøtzsche (DR1) og Divya Das (TV 2). 

Årets mandlige nyhedsvært blev Kåre Quist (DR1). Det var fjerde år i træk, Kåre Quist vandt prisen for årets mandlige nyhedsvært, og han vandt prisen foran Lasse Sjørslev (TV 2 NEWS), Johannes Langkilde (DR1) samt Poul Erik Skammelsen og Mikael Kamber (begge fra TV 2).  

Årets kvindelige underholdningsvært blev Lene Beier (TV 2), der også vandt denne pris for to år siden, og som for fire år siden blev hædret som 'årets stjerneskud'. Lene Beier vandt prisen foran Sofie Linde (DR1) og Cecilie Frøkjær, Puk Elgård og Sarah Grünewald (alle fra TV 2). 

Årets mandlige underholdningsvært blev Peter Ingemann (TV 2), som også vandt prisen sidste år og for fire år siden. Peter Ingemann vandt i år prisen foran Mikkel Kryger og Mikkel Beha Erichsen (begge fra TV 2) samt Anders Agger (DR2) og Anders Breinholt (TV 2). 

Årets nye tv-program blev ’Tinkas juleeventyr’ (TV 2). I denne kategori, der omfatter programmer med premiere i 2017, vandt 'Tinkas juleeventyr' foran 'Historien om Danmark' (DR1) og ’Mercur’ (TV 2 CHARLIE). 

Årets tv-program blev for fjerde gang i træk ’Badehotellet’ (TV 2). 'Badehotellet' vandt prisen foran 'Størst' (TV 2) og ’Kurs mod fjerne kyster’ (TV 2). 

TV-Guld-prisen for årets bedste dokumentar gik til ’De sidste mænd i Aleppo’ (DR2). Prisen blev vundet foran 'Statsministrene' (DR1) og 'De skjulte talenter' (DR1).

Billed-Bladets særpris gik til TV 2s dokumentarserie ’Årgang 0’. Det var kun anden gang, Årets Særpris blev uddelt. Første gang var i 2012, hvor prisen hyldede den undersøgende journalistik og gik til TV 2s 'Operation X' og Morten Spiegelhauer.

Særprisen til 'Årgang 0' blev fejret af nogle af seriens hovedpersoner gennem årene. Fra venstre ses Isabella (søster til 'Årgang o's Stephanie), David (bror til Rachel fra 'Årgang 0'), Rachel og Stephanie, som stadig er med i 'Årgang 0', samt Emma, der trådte ud af serien for et par år siden. (Foto: Billed-Bladet)

Billede {0} af {1}