Nytår for fuld musik

Sangerinden Barbara Moleko optræder på scenen i Musikkens Hus i Aalborg til musikshowet 'TV 2 Playlisten 2015'. (Foto: René Jeppesen / TV 2)

Sangerinden Barbara Moleko optræder på scenen i Musikkens Hus i Aalborg til musikshowet 'TV 2 Playlisten 2015'. (Foto: René Jeppesen / TV 2)

28. december 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Efteråret på TV 2 bød på masser af dansk musik – og det fortsætter frem til nytår med nytårsshow, Sanne Salomonsen-koncert, Rasmus Seebach, TV-2 og mange flere.

Dansk musik har en mere fremtrædende placering på TV 2 i december 2015 end i tidligere års julemåned, og blandt de nye tilbud til seerne er et nytårsshow - 'TV 2 Playlisten 2015' - optaget i Musikkens Hus i Aalborg.

I nytårsshowet står den på dansk musik - en sand hitkavalkade og en flot afrunding på et stort dansk musikår, hvor både nye og garvede solister har sat deres aftryk på de nationale såvel som de internationale playlister.

Charmøren Christopher dukker op. Det samme gælder Joey Moe, Barbara Moleko, Wafande, Cisilia, Kesi, Djämes Braun samt Citybois – for bare at nævne nogle stykker. Ens for dem alle er, at de har ligget i toppen på årets playlister og udgør den hårde kerne i det forgangne musikår.

Nordjyske KATO vil som aftenens DJ have fingeren på mixerpulten, og han vil sammen med et velspillende husorkester lede tv-seerne gennem de sene timer nytårsaften.

Senere nytårsaften og -nat sender TV 2 koncerter med både Rasmus Seebach, rockgruppen TV-2 og britiske Take That.

Allerede dagen inden nytårsaften - onsdag 30. december - byder TV 2 på koncert med Danmarks rockmama Sanne Salomonsen i anledning af hendes 60 års fødselsdag netop 30. december. Koncerten fra Glassalen i Tivoli er fra turneen 'Hjem' i 2014.

Samme aften byder TV 2s traditionsrige årskavalkade ’TV 2 015: De største øjeblikke’ ligeledes på masser af dansk musik.

Stort fokus på dansk musik
Dansk musik har hele efteråret haft høj prioritet på TV 2 i programmerne ’Toppen af poppen’ og ’Voice – junior’ samt i showet ’Danish Music Awards 2015’.

Det samme var tilfældet 12. december, hvor TV 2 sendte ’Alletiders juleshow’ - også fra Musikkens Hus i Aalborg. Under overværelse af kronprinsesse Mary og 1200 juleglade tilskuere fejrede TV 2 jul, sang, musik og de populære tv-julekalendere.

Billede {0} af {1}