Nyt late night-show med Anders Breinholt

23. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Breinholt: "Hvis man som seer ind imellem vil synes, at ”Natholdet” er langt ude, kan jeg med det samme præcisere: Det er ikke ”Natholdet”, der opfører sig underligt - det er den verden, vi lever i.


”Natholdet” er et nyt late night-show på TV 2 med Anders Breinholt som vært, og der er premiere mandag 27. september klokken 23.05. Herefter får "Natholdet" fast sendetidspunkt mandag til torsdag klokken 23.05.

- Jeg glæder mig helt vildt meget til at gå i luften med ”Natholdet”. Vi har på redaktionen fået fuld frihed til at behandle de emner, vi selv synes er sjove og gøre det præcis, som vi har lyst til. Vi har brugt et par måneder på at indkredse en form og finde ud af, hvordan ”Natholdet” skal se ud. Og nu kan jeg slet ikke vente med for alvor at komme i gang, siger Anders Breinholt.

Ikke "Natholdet", der opfører sig underligt
Hver aften i ”Natholdet” vil Anders Breinholt få selskab af en medvært, der sammen med Anders forholder sig til dagens indslag, som vil være skæve indslag, der sætter verdens forunderligheder under lup: Det kan være dagens politiske hovedhistorier, stort og småt fra danskernes hverdag eller absurde fænomener fra naturens, mediernes eller internettets verden. Ja, snart sagt hvad som helst, der falder for ”Natholdet”s falkeblik, og som fortjener at blive vendt og drejet.

Et fast korps af medværter er tilknyttet ”Natholdet”, og aftenens medvært kan f.eks. være en skuespiller, en journalist eller en musiker. Fælles for alle ”Natholdet”s medværter er, at de er håndplukkede af Anders Breinholt.

- Jeg føler simpelthen, at jeg har fået de bedste rammer til at kunne lave det fjernsyn, jeg brænder for: Et program, hvor jeg kan være mig selv og sammen med seerne og min medvært højlydt undre mig over noget af alt det absurde, vi hver dag udsættes for. Hvis man som seer ind imellem vil synes, at ”Natholdet” er langt ude, kan jeg med det samme præcisere: Det er ikke ”Natholdet”, der opfører sig underligt - det er den verden, vi lever i, siger Anders Breinholt.
 
Tilbage i sit skarpe hjørne
Anders Breinholt er kendt fra blandt andet radioprogrammet ”De Sorte Spejdere”, som han lavede sammen med Anders Lund Madsen. ”De Sorte Spejdere” sluttede med en million ugentlige lyttere og er stadig i dag – et par år efter programmets lukning – det mest podcastede radioprogram i Danmark.

Siden har Anders Breinholt frem til forsommeren 2010 været en del af det faste værtsteam på TV 2s ”Go’ morgen Danmark”. Her blev den skæve anarkistiske humor fra ”De Sorte Spejdere” for en stund lagt på hylden til fordel for mere klassiske journalistiske dyder.

Med ”Natholdet” får Anders Breinholt mulighed for at kombinere det bedste fra begge verdener: Den journalistiske tæft bliver sluppet løs i et univers, hvor det igen er satiren, der råder, og hvor stort set intet er helligt. For dem, der holdt af ”De Sorte Spejdere”, vil det glæde, at Anders Breinholt er tilbage i sit skarpe hjørne.

En del af TV 2s nye late prime-flade
”Natholdet” er et tilbud til dem, der har set nyheder nok for i dag – de vil opleve, at der også findes andre, der undrer sig over verdens genvordigheder.

Og så er ”Natholdet” en del af TV 2s nye late prime-flade, som du kan læse meget mere om her.

-----------------------------------------

Se trailer for "Natholdet" - "Ulla Terkelsens hår" - her.

Se trailer for "Natholdet" - "Ida Auken og Anders Breinholt diskuterer støttestrømper" - her.

Se generel trailer for "Natholdet" - bl.a. "som en neger uden skjorte" - her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}