Nyt journalistisk fyrtårn på NEWS

01. juni 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Når TV 2 NEWS mandag 13. august har premiere på det nye journalistiske fyrtårn, ”21’eren på NEWS”, bliver det med den tidligere TV 2-nyhedsvært Mikael Kamber som vært.

Mikael Kamber glæder sig til at vende tilbage til TV 2.

- Mikael Kamber er en af Danmarks mest erfarne og troværdige studieværter, og han har en solid journalistisk baggrund. Han er som skabt til TV 2 NEWS, og jeg kan næsten ikke vente til at se ham på skærmen igen.

Sådan siger TV 2 NEWS’ kanalchef, Mikkel Hertz, om værten på nyhedskanalens nye journalistiske fyrtårn, ”21’eren på NEWS”, der fra mandag 13. august bliver sendt mandag til torsdag fra kl. 21-22.

- ”21’eren på NEWS” bliver det journalistiske fyrtårn i NEWS’ aftenflade – på et tidspunkt, hvor mange danskere er vant til at få en landsdækkende nyhedsudsendelse. Det bliver en nyhedsudsendelse, der passer fint ind i danskernes aftenrytme, og ambitionen er at give seerne en udsendelse, der giver det nødvendige overblik suppleret med masser af perspektivering og indsigt. For de, der kun kan afse tid til at se en enkelt time på TV 2 NEWS, vil ”21’eren på NEWS” være et rigtig godt valg, siger Mikkel Hertz og tilføjer:

- Men ”21’eren på NEWS” lever selvfølgelig også op til NEWS’ slogan, Først. 24 timer i døgnet, så hvis der sker noget stort, går vi i breaking og gør det, vi er bedst til – nemlig at være først og størst på sagen, siger Mikkel Hertz.

Mikael Kamber glæder sig til at blive vært på ”21’eren på NEWS”:

- Jeg befinder mig som en fisk i vandet midt i nyhedsstrømmen, så det bliver en fest at komme tilbage. I sin tid var jeg med til at tegne skitserne til TV 2 NEWS, men har aldrig arbejdet på kanalen. Det får jeg rettet op på nu, og "21’eren på NEWS" er en perfekt anledning for mig til at stige på. Det bliver et program, der laver nyheder lige efter mit hoved – med væsentlighed, troværdighed og begejstring, siger Mikael Kamber, der vender tilbage til TV 2 nøjagtig fem år efter, at han forlod kanalen – efter ni år som vært på NYHEDERNE og redaktør og vært på ”Dags Dato”.

”21’eren på NEWS” og ansættelsen af Mikael Kamber er et konkret resultatet af TV 2s nye koncernstrategi, som slår fast, at TV 2 NEWS skal udbygge sin i forvejen centrale placering i det danske nyhedsbillede. Kanalen skal styrke sin position og i endnu højere grad være Først. 24 timer i døgnet. Stærke værter, magasinprogrammer med perspektiv og nyhedsudsendelser med høj journalistisk standard er naturlige elementer på TV 2 NEWS i arbejdet med de nye strategiske mål for de kommende år.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}