Ny vært på ’Station 2’

Fra 'Station 2' torsdag 16. februar: Den nye 'Station 2'-vært Maria Andersen (th.) ses her sammen med nogle af Emilie Mengs veninder. (Foto: TV 2)

Torsdag 16. februar går ’Station 2’ og programmets nye vært Maria Andersen tæt på en af de drabssager, der har påvirket mange danskere, og som har præget medierne i 2016: Drabet på 17-årige Emilie Meng. Hendes kollega Anders Lomholt undersøger drabet på den 32-årige, gravide Louise Borglit. 

I 2016 blev der begået 49 drab i Danmark. To af sagerne handler om Emilie Meng fra Korsør og Louise Borglit fra Herlev, som begge blev slået ihjel uden et umiddelbart motiv.

’Station 2’ ser torsdag 16. februar klokken 20.50 nærmere på, hvad det betyder for de nærmeste til de to kvinder, at gerningsmændene stadig er på fri fod. Kriminalmagasinet ser også på, hvorfor netop disse to sager har fået så megen opmærksomhed – ikke bare i nærområderne, men i hele Danmark.

Emilie Meng-sagen: 17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt 10. juli 2016 efter en bytur med sine veninder i Slagelse. En intens eftersøgning og efterforskning blev iværksat, men liget af Emilie blev først fundet 24. december 2016 ved Regnemarks Bakker nær Borup. Politiet kunne oplyse, at Emilie havde været udsat for en meget grov forbrydelse. Efterforskningen er stadig i fuld gang, og gerningsmanden er stadig ikke fundet.

Louise Borglit-sagen: Fredag aften 4. november 2016 blev den 32-årige, gravide Louise Borglit stukket ned i Elverparken i Herlev, da hun var ude for at lufte hund. Hun blev fundet kort efter af forbipasserende, der var fulgt efter hunden. Der blev straks ringet 112, men trods førstehjælp fra ambulancefolkene blev Louise Borglit kort efter erklæret død. Gerningsmanden er endnu ikke fundet. 'Station 2'-vært Anders Lomholt undersøger sagen om Louise Borglit.

Maria Andersen er ny vært på TV 2s kriminalmagasin 'Station 2'. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Maria Andersen er nyt ansigt på ’Station 2’
Til at afdække sagen om Emilie Meng og dykke ned i de pårørendes aktuelle situation har ’Station 2’ hentet journalist Maria Andersen ind på værtsholdet. Hun har tidligere arbejdet som nyhedsjournalist på både DR og TV 2 og senest i en årrække som vært og tilrettelægger i DR Dokumentar.

Hun svarer herunder på spørgsmål om arbejdet med kriminal- og dokumentarstof.

Hvorfor mener du, at ’Station 2’ og kriminalstof er væsentligt at beskæftige sig med?
Maria Andersen: På ’Station 2’ får vi ofte lov til at komme helt tæt på kriminelle miljøer eller på mennesker, der befinder sig et ekstremt sted i livet – enten som gerningsmand, offer eller pårørende. Og det gør, at man som seer kommer til at opleve en given problematik på en helt anden måde, end hvis indslaget udelukkende tager udgangspunkt i tal fra en statistik. Og lige præcis det, tror jeg, er enormt vigtig for at få folk til at engagere sig og deltage i den samfundsmæssige debat – som, jeg mener, er en af de vigtigste opgaver for journalistikken.

Hvilke emner og sager er allervigtigst for dig som ’Station 2’-vært?
Maria Andersen:
Jeg brænder for den undersøgende og kritiske journalistik, og jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer fra dokumentarområdet på ’Station 2’. Kriminalstof indeholder typisk alle komponenterne til en god historie – følelser, forargelse, fascination og uforudsigelighed.

Og faktisk endnu mere end det. For når man graver sig ned i sagerne, ligger der ofte en principiel eller samfundsmæssigt vigtig historie, der skal fortælles og kalder på en række kritiske spørgsmål, og dem vil jeg glæde mig til at stille. Som vært på ’Station 2’ får jeg lov til at kombinere det at være vært med at have hænderne helt nede i researchen fra starten. Og det er vigtigt for mig som journalist.

I hvilken retning ønsker du at præge ’Station 2’?
Maria Andersen: Kriminalstof kan i den brede offentlighed have en tendens til ’bare’ at blive stemplet som ’blå blink’-historier, men i virkeligheden er det meget mere end det. Jeg har altid syntes, at det er vanvittigt interessant at få lov til at dykke ned i substansen bag en historie og på den måde måske at være med til at afdække en principiel problematik. I bund og grund er det det, jeg synes, journalistikken skal bruges til.

Se trailer for 'Station 2'-indslaget om Emilie Meng herunder.