Ny TV 2-app skal opklare forbrydelser

28. november 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s nye ”Station 2”-app til mobilen er røget til tops med det samme.

TV 2s nye app er et oplagt værktøj til at følge med i, hvad der sker i nærområdet.

På TV 2s nye mobilapplikation, ”Station 2”, kan danskerne følge indbrudstyve og andre kriminelle på deres telefon. Det sker, ved at brugerne sætter varslinger (alerts) op, så de bliver advaret og kan reagere, hvis der sker noget i området. På den måde kan den nye app være med til at opklare forbrydelser.

- Hidtil har de fleste politikredse offentliggjort døgnrapporter, uden at de er blevet læst af andre end journalister. Men når vi har bearbejdet materialet både grafisk og geografisk, kan man som borger lige pludselig bruge døgnrapporterne aktivt, siger redaktør på ”Station 2”, Yigal Jacob Znaty, og fortsætter:

- Det er et oplagt værktøj til at følge med i, hvad der sker i ens nærområde. Om der er en indbrudsbølge i gang, man skal være opmærksom på. Ofte er der også signalementer af formodede gerningsmænd med i politiets døgnrapporter, som borgere kan være opmærksomme på.

På appen kan man se, hvilken slags forbrydelser der er, og hvor i lokalområdet, der sker kriminalitet. Og det er der rigtig mange danskere, der gerne vil. Den nye ”Station 2”-app strøg mandag direkte til tops på listen over de mest downloadede apps.

Alt om kriminalitet samlet
På appen kan man bl.a. se, hvor indbrudstyve har været mest aktive i den forgangne måned, hvor mange indbrud der er i nærområdet, og hvad det er, tyvene går efter, når de bryder ind. Man kan med andre ord få alt at vide om forskellige typer kriminalitet, alt fra drab til lommetyverier, i nærområdet og i resten af landet – sammen med alle nyheder om kriminalitet fra TV 2 samlet på et sted.

Der er mulighed for at læse og se indhold relateret til ”Station 2”-programmet, hvis man f.eks. vil studere et signalement eller et billede af en eftersøgt lidt nærmere. Og brugerne af appen kan sende billeder og tips om forbrydelser ind ved hjælp af telefonen.

Feed fra politiets døgnrapporter
”Station 2”-appen opdateres med udgangspunkt i politiets døgnrapporter.

Følgende politikredse stiller døgnrapporter til rådighed:

• Københavns Politi
• Københavns Vestegns Politi
• Nordsjællands Politi
• Midt- og Vestsjællands Politi
• Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi
• Bornholms Politi
• Fyns Politi
• Østjyllands Politi

Appen, der fås til både iPhone og Android, hentes ved at søge på ”Station 2” i Apples App Store eller på Android Market. Appen er gratis.

Rekordbesøg i NYHEDERNEs app
TV 2 mærker i den grad, at brugernes aktivitet på mobilen stiger. I sidste uge satte TV 2|NYHEDERNEs mobilapplikation endnu engang rekord med 1,8 mio. besøg.

Se demo af ”Station 2”-appen her.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}