Ny satireserie på TV 2 Zulu

08. februar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 Zulus nye satireserie ”Radio Karen” er baseret på de virkelige lydoptagelser fra en ægte lokalradio i København, men herefter har fantasien fået frit spil. Se og lyt med på den nyskabende dukkeserie fra mandag 14. februar kl. 19.50.


Hvis du bor i Storkøbenhavn, er du muligvis faldet over Radio Karen - højst sandsynligt ved et tilfælde. Radio Karen er en frivillig radiostation med base i hovedstadens Sydhavn. Radioen er ”befolket” af et skønt og fascinerende persongalleri af radioværter og faste lyttere, der dagligt ringer ind og udveksler meninger om alting og ingenting. Intet emne er for småt eller trivielt at ringe ind om - og al musikken, der spilles, er lavet af radiomedarbejderne selv.

Bodil fra "Radio Karen".

TV 2 Zulus nye satireserie om Radio Karen er 100 procent baseret på de faktiske udsendelser, der med vanlig Zulu’sk kærlighed og glimt i øjet er blevet fortolket og lettere fordrejet til et absurd dukkespil, hvor virkeligheden betragtes fra en temmelig twistet vinkel.
 
Med udgangspunkt i mere end 1.000 timers autentiske lydoptagelser fra lokalradioens udsendelser har de to tilrettelæggere og idémænd bag tv-serien, Anders Hoffmann og Martin Wichmann Andersen, ud fra deres egen satiriske og lettere forskruede fantasi forestillet sig og fabrikeret en billedside, der viser, hvordan programmerne kunne have set ud. Alt sammen ved brug af hjemmelavede dukker.

Arne og Uldahl fra "Radio Karen".

- ”Radio Karen” er et af den slags projekter, vi elsker på Zulu. En idé, der er opstået, fordi et par idérige drengerøve har lyttet til en lokal radio og fantaseret deres eget billed-univers frem. Det er originalt, sjovt og godt tænkt, og den slags kan vi ikke få nok af, siger Maiken Wexø, TV 2 Zulus kanalchef, og tilføjer:

- Fascinationen er selvfølgelig i høj grad den ærlighed og åbenhed, der kommer til udtryk i de rigtige optagelser fra Radio Karen. Det er jo ikke standard at være så bramfri og åben, som Radio Karens brugere er, men det giver mulighed for nogle meget humoristiske og varme portrætteringer gennem det dukkeunivers, der er skabt på baggrund af de dokumentariske radiooptagelser.

Den satiriske serie "Radio Karen" er produceret af Nordisk Film TV ved Lars Feilberg, Mette Nissen og Peter Hansen for TV 2 Zulu og støttet af Public Service Puljen. Serien er allerede en markant viral succes på YouTube og Facebook. Facebook-siden har – en uge inden premieren – næsten 1.300 fans, mens videoerne på YouTube er blevet set mere end 120.000 gange.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}