Ny programserie på TV 2: 'Lykken er flere kærester'

I 'Lykken er flere kærester' møder vi bl.a. Andreas, Mille og Gerhard. (Foto: Mikkel Faurholt / TV 2)

Er lykken flere kærester? Det spørger TV 2 om i den nye programserie 'Lykken er flere kærester', der følger tre danske ægtepar, som lever med flere partnere. Se med fra 13. februar klokken 21.25 på TV 2 og TV 2 PLAY

Af Tina Anna Christiansen, TV 2 Kommunikation

I Danmark går op imod halvdelen af alle ægtepar fra hinanden. Og undersøgelser viser, at omkring hver fjerde dansker har været en partner utro. Alligevel lever vi i et samfund, hvor 'den eneste ene' og 'ægteskabet til døden os skiller' er idealet for de fleste.

Hvis parterne i et ægteskab får lyst til at være sammen med en anden, er den gængse opfattelse, at utroskab er forkert og et tegn på, at parforholdet ikke fungerer.

Polyamorøse på vej frem?
Men sådan er det ikke for en voksende gruppe danskere, der kalder sig selv polyamorøse. De lever helt modsat. De tror ikke på 'den eneste ene'. De tror ikke på, man kan binde hinanden og tvinge 'forbudte' tanker væk.

I stedet giver de hinanden lov til at forfølge kærligheden med flere. Lov til at leve i flere kærlighedsforhold på én gang. I 'Lykken er flere kærester' tegner vi et ærligt portræt af tre danske ægtepar, der har valgt at leve polyamorøst. 

Fra 'Lykken er flere kærester': Jan, Lykke og Carsten i forening. (Foto: Bermuda / TV 2)

De tre ægtepar
Vi møder ægteparret Lykke og Jan fra Valby og Lykkes kæreste, Carsten, som er monogam. Han har forelsket sig i Lykke, men det er ikke nemt for ham at dele hende med andre. 

Mia og Ejnar i København er gift og har begge kærester. Mia har faktisk to. Og kæresterne er en del af parrets vennekreds.

Lidt udenfor Middelfart bor Mille. Hun har altid vidst, at hun har svært ved at leve med kun én mand. Hun er gift med Gerhard og kæreste med Andreas. 

Er deres måde at dele kærligheden på lykken? Hvordan undgår de jalousi? Hvordan jonglerer de mellem flere partnere? Hvad betyder den ultimative frihed for dem? Er det lykken at have flere kærester på én gang? Vi forsøger i fire programmer at få svarene hos de tre par og deres partnere, når vi følger deres kærlighedslivet tæt.

Se trailer for 'Lykken er flere kærester' herunder.