Ny mand i spidsen for TV 2s bestyrelse

TV 2s bestyrelse samlet på Midtergangen på Kvægtorvet efter generalforsamlingen onsdag 25. april 2018. Fra venstre ses Jørgen Badstue, Hermann Haraldsson, Sisse Fjelsted Rasmussen, Henrik Ravn, formand Jimmy Maymann, Per Christiansen, næstformand Merete Lundbye Møller, Bjørn Erichsen og Lisbeth Eskelund Madsen. (Fotos: Jens Wognsen / TV 2)

TV 2s bestyrelse samlet på Midtergangen på Kvægtorvet efter generalforsamlingen onsdag 25. april 2018. Fra venstre ses Jørgen Badstue, Hermann Haraldsson, Sisse Fjelsted Rasmussen, Henrik Ravn, formand Jimmy Maymann, Per Christiansen, næstformand Merete Lundbye Møller, Bjørn Erichsen og Lisbeth Eskelund Madsen. (Fotos: Jens Wognsen / TV 2)

25. april 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

På dagens generalforsamling i TV 2 DANMARK A/S valgtes Jimmy Maymann til ny formand for TV 2s bestyrelse, som fik yderligere tre nye medlemmer.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Med virkning fra i dag, onsdag 25. april 2018, står den tidligere administrerende direktør for The Huffington Post, Jimmy Maymann, i spidsen for TV 2s bestyrelse.

Det står klart efter generalforsamlingen i TV 2 DANMARK A/S, hvor yderligere tre nye bestyrelsesmedlemmer – selvstændig konsulent og rådgiver Henrik Ravn, finansdirektør Sisse Fjelsted Rasmussen og administrerende direktør Hermann Haraldsson – også blev nyvalgt til bestyrelsen.

Det er kulturminister Mette Bock (LA), der med regeringens mediepolitiske udspil lægger op til at sælge 40 procent af TV 2, som har udpeget de nye medlemmer af bestyrelsen.

- Det er regeringens ønske at sælge TV 2, og derfor ligger der en vigtig opgave i at forberede og klargøre TV 2 til et kommende salg. Der er brug for nye stærke kræfter, der med friske øjne kan se på TV 2. Derfor udpeger jeg nu Jimmy Maymann til at stå i spidsen for en ny bestyrelse, sagde Mette Bock ved offentliggørelsen i marts af ændringerne i TV 2s bestyrelse.

På onsdagens generalforsamling blev der fra afdelingschef Steen Kyed, Kulturministeriet, sagt stor tak til den afgående bestyrelsesformand, Lars Liebst, og den øvrige bestyrelse ”for det gode arbejde og det gode samarbejde gennem årene" og for at videregive TV 2 "i ualmindeligt god form", som afdelingschefen udtrykte det.

Den nye bestyrelse består af formand Jimmy Maymann, den genvalgte næstformand Merete Lundbye Møller, de nyvalgte medlemmer Henrik Ravn, Sisse Fjelsted Rasmussen og Hermann Haraldsson, det genvalgte bestyrelsesmedlem Bjørn Erichsen samt de tre fortsættende medarbejdervalgte medlemmer Jørgen Badstue, Lisbeth Eskelund Madsen og Per Christiansen.

TV 2s nye bestyrelsesformand, Jimmy Maymann.

CV-oplysninger på TV 2s nye bestyrelsesmedlemmer:

Jimmy Maymann: 
Jimmy Maymann er uddannet cand.merc. i økonomi og international markedsføring fra Syddansk Universitet (dengang Odense Universitet), han er bestyrelsesformand for Museum of the UN, tidligere Executive Vice President & President, Content & Consumer Brands i AOL, tidligere bestyrelsesformand i GoViral og tidligere administrerende direktør i The Huffington Post, som er et af de førende digitale nyhedsmedier, der arbejder på nye teknologiplatforme og med nye medieformater.

Jimmy Maymann har gennem de sidste 20 år arbejdet i reklamebranchen i Danmark og siden 2011 i London og New York. Han er både en entreprenør og corporate executive, og han har etableret Neo Ideo og GoViral, der begge er nye digitale virksomheder i mediebranchen.

Henrik Ravn
Henrik Ravn er uddannet cand.merc. fra Aarhus Handelshøjskole, tidligere COO i ProSiebenSat.1, tidligere administrerende direktør i hhv. SBS Discovery Nordic, SBS Nordic, SBS TV samt tidligere programplanchef i TV 2.

Henrik Ravn har stor erfaring fra tv-branchen i Danmark, Norden og Tyskland, herunder erfaring med indhold, ledelse, digital udvikling og salg af en tv-baseret medievirksomhed. Desuden arbejder han i dag som selvstændig konsulent for kapitalfonde inden for mediebranchen og som rådgiver for danske medievirksomheder. Henrik Ravn har løbende arbejdet med digitalisering i SBS, både internt og i forhold til nye tjenester og formater.

Sisse Fjelsted Rasmussen
Sisse Fjelsted Rasmussen er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School, er finansdirektør i Scandinavian Tobacco Group, er medlem af bestyrelsen og revisionskomiteen i den svenske børsnoterede vinduesproducent Inwido og har tidligere været medlem af bestyrelsen og revisionskomiteen i PostNord.

Sisse Fjelsted Rasmussen har opsagt sin stilling i Scandinavian Tobacco Group til fordel for en stilling som finansdirektør i byggemarkedskæden Stark, som hun tiltræder 1. august 2018. Hun er også tidligere revisionspartner i Deloitte. Sisse Fjelsted Rasmussen har stor finansiel indsigt og har bred erfaring inden for virksomhedstransaktioner i relation til de finansielle områder, strategi, udvikling af high-performing teams og forandringsledelse.

Hermann Haraldsson
Hermann Haraldsson er uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School, er administrerende direktør i Boozt Fashion AB og bestyrelsesformand i Boozt Technology, Boozt Fashion, Beauty by Boozt og Boozt Retail.

Hermann Haraldsson har mere end 15 års erfaring fra mediebureauer samt indgående erfaring med at rådgive store nordiske virksomheder i forhold til brug af marketingbudgetter, særligt på tv-området og digitalt. Gennem hele sin karriere har han arbejdet tæt sammen med tv-branchen, herunder også TV 2. Hermann Haraldsson har stor indsigt i og erfaring med at forstå fremtidens digitale forbruger, med at opbygge en digital teknologivirksomhed og med at omsætte digitale forbrugerdata til onlinekøb og effektiv leverance. 

 

 

For så vidt angår de fortsættende bestyrelsesmedlemmer Merete Lundbye Møller, Bjørn Erichsen, Jørgen Badstue, Lisbeth Eskelund Madsen og Per Christiansen, fremgår baggrund, øvrige ledelseshverv og særlige kompetencer af årsrapport 2017 (side 21-23).

Billede {0} af {1}