Ny fiktionsserie på ZULU: 'Perfekte Steder'

Hovedrollerne i 'Perfekte Steder', Rose og Tobias, spilles af skuespillerne Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Giese. (Fotos: Andreas Omvik / TV 2)

Hovedrollerne i 'Perfekte Steder', Rose og Tobias, spilles af skuespillerne Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Giese. (Fotos: Andreas Omvik / TV 2)

27. september 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Se med fra tirsdag 10. oktober, når en ny kærlighedshistorie bliver rullet ud på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Vær klar til at blive ramt af en stormende forelskelse, når TV 2 ZULUs nye fiktionsserie 'Perfekte Steder' får premiere tirsdag 10. oktober 2017 på både TV 2 ZULU og TV 2 PLAY. Mikael Wulff har skrevet manuskript og instruerer også, mens hovedrollerne som Tobias og Rose spilles af skuespillerne Gustav Giese og Sara Hjort Ditlevsen.

Tobias og Rose, der på ingen måde ville swipe til højre i en Tinder-app, hvis de så hinandens profiler, mødes tilfældigt en sommerdag på gaden i København. To fremmede unge mennesker midt i hver deres liv med masser af planer og forestillinger om fremtiden. 

Det eneste, de to har tilfælles, er, at de begge lige præcis er på samme sted på samme tidspunkt. Og i et magisk øjeblik opstår en forbindelse mellem de to, som vi får lov til at følge i nogle måneder. En vild forelskelse, der ændrer dem begge - på godt og ondt. 

- Kærlighed er for alle. Det at være forelsket er for alle. Derfor er 'Perfekte Steder' en serie for alle. Det er en kærlighedshistorie, og alle - eller de, der har været så heldige at være forelskede - kender de følelser, der er på spil, når man er forelsket. Det er følelser, som man aldrig bliver klogere på. Det er fantastisk og forfærdeligt på én gang. Uanset om man er ung eller gammel. Mand eller kvinde. Pige eller dreng. Men det er også en serie, der handler om venskab og om, hvordan det ændrer sig i tætte relationer, når en ven eller veninde får en kæreste, siger Maj-Britt Landin, Executive Producer i TV 2 Fiktion.

Se trailer for 'Perfekte Steder' herunder.

Stjerneskud i hovedrollerne
I rollerne som Tobias og Rose ses Gustav Giese og Sara Hjort Ditlevsen. Gustav Giese debuterede som skuespiller i filmen 'Nordvest' i 2013, som han både fik en Bodil- og en Robert-nominering for i kategorien bedste mandlige hovedrolle. Han har medvirket i flere spillefilm, heriblandt '9. april' og 'Sommeren '92'. Gustav læser lige nu skuespil ved Den Danske Scenekunstskole.

Sara Hjort Ditlevsen blev færdiguddannet skuespiller i 2016 og har spillet med i mange film og kortfilm. I 2013 vandt hun en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for 'Undskyld jeg forstyrrer', og hun har været nomineret til flere priser, blandt andet for rollen som Ritas datter, Molly, i TV 2-serien 'Rita'.  

Fra komik til kærlighed
'Perfekte Steder' er på i alt otte afsnit og er optaget i realtid, hvor 25 minutter i serien svarer til 25 minutter i virkeligheden. Serien er skabt af Mikael Wulff, der både har skrevet manuskript og instruerer:

- Efter mange år med komik ønskede jeg at lave en fortælling, der har en helt anden stemning. 'Perfekte Steder' er en romantisk, intim kærlighedshistorie, der skildrer en usandsynlig, men alligevel uundgåelig forelskelse, sådan som jeg drømmer om, at en forelskelse er, når det er sommer, og man er midt i 20'erne. Før livet handler om realkreditlån og at hente børn. En sommer, hvor alt føles intenst og ustyrligt. Hvis man ikke føler noget, når man ser denne serie, er man blevet ældgammel og har mistet livsgnisten. Så enkelt er det, siger Mikael Wulff.

---------

Se flere billeder og læs mere om 'Perfekte Steder' her.

Billede {0} af {1}