Ny dansk kæledyrsserie på TV 2 FRI

Lene viser stolt Balter frem til Sofie i Tårnby. (Foto: Lotta Lemche / TV 2)

Lene viser stolt Balter frem til Sofie i Tårnby. (Foto: Lotta Lemche / TV 2)

02. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Otte herreløse hunde får hjælp til at finde en kærlig familie i 'Hund søger hjem' fra 22. august.

Danskerne elsker hunde, og omkring en halv million danskere holder hund. Men ikke alle hunde har et hjem, hvor de er elsket. I Danmark findes der massevis af hjemløse hunde, som Dyreværnet gør alt for at hjælpe på deres internater.

Det vil TV 2 FRI gøre noget ved, og sammen med Dyreværnet er vi taget på en fælles mission - vi vil finde otte kærlige hjem til otte herreløse hunde.

På hundens præmisser
Den nye danske kæledyrsserie 'Hund søger hjem' har premiere tirsdag 22. august på TV 2 FRI, og i spidsen for programmet står den populære tv-vært Lene Beier. Sammen med Dyreværnets hundetræner og adfærdsbehandler Nina Amdi hjælper hun otte internat-hunde med at finde det helt perfekte hjem.

Lene Beier, der netop er flyttet i hus med sin familie i Dragør, har selv hunden Bruce Wayne, og hun er stolt over at have hjulpet Dyreværnet med at finde de rigtige hjem til otte hunde.

- Jeg har fået kæmpe respekt for Dyreværnets arbejde. Det er virkelig mennesker med hjertet på rette sted, der hver dag gør en kæmpe forskel for de dyr, der har det dårligt i Danmark. Det har været fantastisk at arbejde sammen med Nina, som er så dygtig. Jeg har lært en masse af hende, og det kommer seerne også til, uanset om de har hund i forvejen eller overvejer at få en hund. Programmerne er blevet til helt på hundenes præmisser, og det har også betydet meget for mig, siger Lene Beier.

Lene Beier og hunden Kenzo. (Foto: Lotta Lemche / TV 2)

Dyreværnet bestemmer
I hvert program tager Lene og Nina rundt i landet med en hund fra Dyreværnet i forsøg på at ændre dens skæbne. Det er otte forskellige hunde - store og små hunde, hvalpe, unghunde og voksne hunde.

Tre kompetente familier åbner deres døre og hjerter til hver hund, når de er i spil til at blive hundens nye ejere, og missionen består i at finde det bedste match, så både familierne og hunden får de absolut bedste fremtidsudsigter. Beslutningen om, hvem der får hunden, ligger ene og alene hos Nina. 

Overvejer du hund?
Ud over at hjælpe hundene fra Dyreværnet besøger Lene Beier i hvert program også et nyt kuld hvalpe. Mange vælger en racehund, når de skal forøge familien med en firbenet ven -

Lene Beier besøger de mest populære racer for at gøre os alle sammen klogere og mere kvalificerede, inden vi kaster os ud i det store arbejde, det er, at være hundeejer. For det handler ikke bare om, at 'hunden ser sød ud'.

- Det er nok den fejl, de fleste af os gør, når vi skal have hund for første gang. At vi ikke sætter os godt nok ind i, hvilken race der passer til ens familie, men at vi i stedet for vælger efter, hvor søde de ser ud, hvalpene. Det gør alle hvalpe jo. Jeg tror, at hvis flere vælger rigtigt første gang, vil færre hunde ende på internat, siger Lene Beier, der også opfordrer dem, der allerede har hund, til at se programserien:

Nærbillede af den pjattede boxer, Balder. (Foto: Lotta Lemche / TV 2)

- Nina kommer med masser af tips og tricks i programmerne. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg nok skal genoptage hundetræningen med Bruce Wayne her til efteråret. 

------------

Om Dyreværnet 
Dyreværnet er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger med eget dyreinternat. Dyreværnets landsdækkende udrykningstjeneste henter årligt mere end 500 dyr fra dyreværnssager, og hver dag modtager Dyreværnets udrykningsleder 7-10 anmeldelser om misrøgtede dyr.

Dyreværnet hjælper hvert år flere hundrede forsvundne dyr tilbage til deres ejere og formidler omkring 1.200 dyr videre til nye omsorgsfulde hjem. Dyreværnet har som en af de få dyreværnsforeninger i Danmark en NO KILL-politik. Kilde: dyrevaernet.dk

Om Nina Amdi
Nina Amdi er uddannet hundetræner og hundeadfærdsbehandler, og hun har arbejdet i Dyreværnet i otte år. Her startede hun som adfærdstester, hvor hun skulle vurdere, om muskelhunde var egnet til omplacering.

Hurtigt blev hun tilbudt en fuldtidsstilling som ansvarlig for hundene og adoptionskontoret. Adoptionskontoret er der, hvor adoption af Dyreværnets dyr foregår, og det er dér, hvor de godkender eller afviser ansøgere til dyrene. De sidste fire år har Nina Amdi arbejdet med dyreværnssager og fungerer i dag som udrykningsleder. 

Se traileren her:

Billede {0} af {1}