NEWS er med, når Norge går til valg

Fra en af statsministerduellerne i den norske valgkamp – her på Tromsø Bibliotek – mellem statsminister Erna Solberg (Høyre) og Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet). (Foto: Rune Stoltz Bertinussen / NTB / Scanpix / TV 2)

Fra en af statsministerduellerne i den norske valgkamp – her på Tromsø Bibliotek – mellem statsminister Erna Solberg (Høyre) og Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet). (Foto: Rune Stoltz Bertinussen / NTB / Scanpix / TV 2)

06. september 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Mandag 11. september går nordmændene til stortingsvalg. TV 2 NEWS holder norsk valgaften med eksperter i studiet og udsendte reportere ved valgfesterne hos både Arbeiderpartiet og Høyre.

Når Norge går til valg mandag 11. september, er TV 2 NEWS klar med valgaften og tæt dækning af det stortingsvalg, som tegner til at blive særdeles spændende. Valgaftenen på NEWS indledes umiddelbart efter 19 Nyhederne.

Nordmændene skal vælge 169 medlemmer til Stortinget – og nordmændene beslutter dermed også, om statsminister Erna Solberg (Høyre) skal fortsætte i jobbet, eller om oppositionslederen Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet) får opbakning fra de 85 mandater, der skal til for at rykke ind i Statsministeriet.

- Norge er et af de lande, vi kulturelt, historisk, værdimæssigt og samarbejdsmæssigt er tættest på, og alligevel er danskernes viden om norsk politik generelt beskeden. På TV 2 NEWS vil vi forsøge at give indsigt i både det norske samfund og i norsk politik, når vi holder valgaften i Oslo og København, siger kanalens chefredaktør, Ulla Pors Nielsen, og fortsætter:

- Vi tror på en både interessant og spændende valgaften. Indtil for kort tid siden var der udsigt til sejr til Arbeiderpartiet med støtte fra bl.a. Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti, men lige nu ser valget ud til at blive langt mere tæt, end vi forventede for få uger siden.

Chefredaktør og kanalchef for TV 2 NEWS, Ulla Pors Nielsen. (Foto: Miklos Szabo / Tv 2)

Til valgfest hos Arbeiderpartiet og Høyre
TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, og reporter Ole Vestergaard, der bl.a. dækker Norden for TV 2 Nyhederne, er i Oslo, hvor de vil rapportere til TV 2 NEWS og til 19 Nyhederne og 22 Nyhederne fra valgfesterne hos Norges to største partier, Arbeiderpartiet og Høyre.

I NEWS-studiet i København er Anne Vig og Lasse Sjørslev værter under den norske valgaften, og i studiet sidder politisk kommentator Noa Redington og Kristoffer Flakstad, der er ekspert i norsk politik. Flakstad er født i Norge og opvokset i Danmark og har et meget stort kendskab til både det norske samfund og det norske politiske liv.

Valgstederne i Norge lukker klokken 20.00. Umiddelbart derefter forventes en exit poll fra norske medier, der giver det første billede af valgets resultat baseret på interviews med nordmænd, som har stemt.

Også i weekenden 9.-10. september sætter TV 2 NEWS fokus på det norske valg i programmet 'Norsk valg: Norge og oliemilliarderne', der sendes første gang lørdag klokken 11.30 og genudsendes senere i weekenden.

--------------

Læs også:
24. september er der forbundsdagsvalg i Tyskland – NEWS-satsning: Stor tysk valgdækning

Billede {0} af {1}