Musikalsk juleknas fra TV 2 CHARLIEs store juleshow

Camilla Miehe-Renard er vært ved Charlies juleshow 'Lyden af jul', som kan ses på TV 2 CHARLIE søndag 11. december kl. 20.40. (Fotos: Anders Hede / TV 2)

Camilla Miehe-Renard er vært ved Charlies juleshow 'Lyden af jul', som kan ses på TV 2 CHARLIE søndag 11. december kl. 20.40. (Fotos: Anders Hede / TV 2)

07. december 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

'Lyden af jul' er TV 2 CHARLIEs nye store juleshow med masser af fantastisk julemusik, hidtil uhørte musikalske makkerskaber og Camilla Miehe-Renard som vært. Se og syng med søndag 11. december.

Danmark får et nyt juleshow på skærmen, når Camilla Miehe-Renard sammen med The Antonelli Orchestra præsenterer nogle af Danmarks største stemmer, der synger julen ind fra scenen i Ceres Arena i Aarhus.

Det nye juleshow med titlen ’Lyden af jul’ sendes på TV 2 CHARLIE søndag 11. december klokken 20.40 – umiddelbart efter ’Andersens Julehemmelighed’. Her sidder husorkesteret The Antonelli Orchestra klar og spiller kendte juleklassikere som ’What Christmas Means to Me’ og deres eget julenummer ’Så blev det alligevel jul’.

Det 11 mand store orkester med Claes Antonsen i front akkompagnerer ligeledes en lang række kendte danske sangere, der alle uddeler musikalsk juleknas i form af store danske og internationale julehits. Du kan bl.a. opleve Anne Linnet synge sin fantastiske julesang ’Hvid jul’, Martin Brygmann kaste sig ud i juleklassikeren ’Let it Snow!’ og høre den unikke duet mellem Joachim Knop og Zindy Laursen, når de synger julesangen ’Have Yourself a Merry Little Christmas’.

En række kendte danske sangere, deriblandt Birthe Kjær og Jimmy Jørgensen, medvirker ved 'Charlies store juleshow'.

En musikalsk juleudfordring
Hvordan lyder et rigtigt julenummer? Og kan man få alle numre til at lyde af jul? Det tester Camilla Miehe-Renard, når hun beder The Antonelli Orchestra til at demonstrere, hvordan man skaber den perfekte, magiske julestemning. De får også en ekstra udfordring, da de sammen med en kendt sanger skal teste, om de kan få et hvilken som helst nummer til at lyde af jul.

Glæd dig til at høre, hvordan de klarer Jimmy Jørgensens udfordring og får juleficeret Survivors ’Eye of the Tiger’. Og hvad stiller orkesteret mon op med Birthe Kjærs ’Sommer og sol’?

Ud over en masse skøn julemusik gæster de sjove herrer Niels Olsen og Thomas Mørk fra Cirkus Montebello scenen i Aarhus og underholder med sketchene ’Josef og Judas’ samt ’Josef og Maria’.

Meget mere fest
Kan du slet ikke få nok af fest og konfetti på TV 2 CHARLIE, kan du roligt se frem til endnu mere sang og musik med Camilla Miehe-Renard og The Antonelli Orchestra, når de inviterer til storslået nytårsfest i dit tv 31. december klokken 22.40.

Fest med derhjemme sammen med Sanne Salomonsen, Den Nøgne Sandhed, Anne Linnet, Rungsted & Kreutzfelt, Zindy Laursen og Sko/Torp, der alle spiller op til årets fest med de allerstørste hits. Glæd dig til et brag af et show, der kan blive soundtracket til din nytårsaften.

Billede {0} af {1}