Musik til den lyse nytårsmorgen

30. december 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Med tre koncertoptagelser i rap er TV 2 leverandør af den ultimative billedbårne ”playliste” nytårsaften og nytårsnat.

Burhan G i koncert fra Bremen, der kan ses på TV 2 nytårsaften kl. 22.50. (Foto: Søren Kirkegaard / TV 2)

Nytårsaften bliver en lang fest på TV 2, der sender koncertoptagelser med nogle af årets mest populære danske artister. Klokken 22.50 indtager Burhan G skærmen med en spritny koncertoptagelse fra Bremen Teater. Og når rådhusklokkerne har slået, viser TV 2 en koncertoptagelse med Rasmus Seebach og hans band fra Horsens Statsfængsel. Senere på natten ruller en koncert med ’Take That’ over skærmen, og ja, Robbie Williams er med.

Burhan G på TV 2
Fra scenen i Bremen Teatret leverer R&B-sangeren og kvindebedåreren Burhan G en sand hitparade. Seerne kan bl.a. glæde sig til at synge med på ’Din for evigt’, ’Ikke i nat’ og ’Jeg i live’.

Burhan G synger også nytåret ind på TV 2. Mens det buldrer og brager over Danmark, vender Burhan G for en stund tilbage til sit barndoms kor, når han sammen med Københavns Drengekor synger 'Vær Velkommen Herrens År' under ledelse af Ebbe Munk. Værket blev indspillet i Operaen i København.

- Da Ebbe Munk løftede sin hånd for at dirigere mig og koret, var jeg ligesom pludselig syv år igen. Jeg var bare en af drengene – helt ligesom da jeg startede i Københavns drengekor som lille med Ebbe som dirigent. Det var en fantastisk oplevelse igen at få lov til at synge med Danmarks bedste kor, siger Burhan G. Læs mere her.

Se snigpremiere på koncert med Burhan G fra Bremen Teater på TV 2 PLAY.

10 minutter inde i det nye år er der koncert med Rasmus Seebach på TV 2. (Foto: Artpeople / TV 2)

Rasmus Seebach fra Fængslet
Årslisterne fra Spotify viser, at Rasmus Seebach er det mest streamede danske navn i 2014. På Wimp står Seebach for årets mest streamede album. Det skriver ifpi.dk. 

Nytårsnat behøver danskerne ikke at nøjes med at lytte til Rasmus Seebach, da TV 2 viser en koncertoptagelse fra juni 2012, hvor popkongen og hans band spillede i det gamle Horsens Statsfængsel. Seerne kan glæde sig til nogle af de største hits fra de to albummer ’Mer end kærlighed’ og ’Rasmus Seebach’. Blandt sangene er ’Den anden side’, ’Engel’, ’I mine øjne’, ’Natten falder på’ og ’Under stjernerne’. 

'Take That'-koncertoptagelse fra 2011
'Take That' lagde både England og resten af Europa ned med den spektakulære koncertturné, der fulgte udgivelsen af succesalbummet 'Progress', hvor Robbie Williams var tilbage i bandet.

Klokken 01.15 nytårsnat sender TV 2 sceneshowet, der byder på en 20 meter høj robot, dansende træer, bier på rulleskøjter og et gigantisk tusindben. På koncertprogrammet står bl.a. 'The Flood', 'Love Love', 'Prey', 'Never Forget', 'No Regrets' og 'Relight My Fire'.

ABBA og Helene Fischer på TV 2 CHARLIE
CHARLIE fejrer også starten på det nye år med musik for fuld udblæsning. Fem minutter over midnat tager koncertfilmen 'ABBA in concert' fra 1979 seerne med tilbage til de gode gamle 70'ere og ABBA's storhedstid med pop-klassikere som 'Voulez-Vous', 'Chiquitita', 'Gimme! Gimme! Gimme!' og 'Dancing Queen'.

Når den sidste ABBA-tone har lydt, sender CHARLIE en koncertoptagelse 'Farbenspiel live' med den tyske popdronning Helene Fischer fra Deutschen Teater i München.

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}