Meyerheim 25 år som talkshowvært

I jubilæumsprogrammet, som bliver vist på TV 2 CHARLIE 3. februar, bliver der vist 25 år gamle klip fra 'Meyerheim og Co', og gæsterne fortæller om deres op- og nedture siden 1991. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

I jubilæumsprogrammet, som bliver vist på TV 2 CHARLIE 3. februar, bliver der vist 25 år gamle klip fra 'Meyerheim og Co', og gæsterne fortæller om deres op- og nedture siden 1991. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

27. januar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Når TV 2 CHARLIE onsdag 3. februar åbner for en ny sæson af 'Talkshowet Meyerheim', kan Michael Meyerheim fejre 25 års jubilæum som talkshowvært.

I år et det 25 år siden, at Michael Meyerheim – ofte omtalt som Danmarks ”Mr. Talkshow” – for første gang satte sig til rette som talkshowvært. Dengang hed programmet 'Meyerheim og Co.' og blev sendt to gange om ugen på TV 2.

Her 25 år senere lever genren i bedste velgående, og seerne på TV 2 CHARLIE har nu i ti år haft glæde af den garvede vært i 'Talkshowet Meyerheim'. Michael Meyerheim selv har dog aldrig været i tvivl om, hvorvidt talkshowgenren var noget for ham: 

- Talkshowets koncept er tidløst, og jeg har altid vidst, at det var en genre, jeg gerne ville arbejde med. Da jeg var korrespondent i USA, var jeg meget optaget af talkshows med Johnny Carson og David Letterman. Det lå ligesom kortene, at jeg efter USA skulle hjem og lave tv, og det var en ønskedrøm for mig at blive talkshowvært. Fra allerførste gang, jeg sad i situationen, befandt jeg mig godt i rollen som talkshowvært, da jeg af natur er nysgerrig på andre mennesker. Det er som en handske, der sidder perfekt, lyder det fra jubilaren. 

Michael Meyerheim har ikke været talkshowvært uafbrudt i alle 25 år. Han har i mellemtiden været vært på blandt andet ’Go' morgen Danmark’, hvor han i mange år dannede makkerpar med Cecilie Frøkjær.

Se trailer her.

Statsministre og stjerner i stolen
Mange kendte og betydningsfulde personer lige fra statsministre som Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt til stjerneskuespillere som Viggo Mortensen, Ghita Nørby og Sofie Gråbøl har lagt vejen forbi Michael Meyerheim og hans talkshow. For hovedpersonen selv har talkshowkarrieren budt på mange mindeværdige og sjove øjeblikke:

- Højdepunkter i karrieren kan jo enten være de helt usædvanlige gæster som Viggo Mortensen, der overraskede Ghita Nørby med at dukke op i et program sidste år, og den norske skuespillerinde Liv Ullmann i 1990’erne, der fortalte sjove historier om Woody Allen og Ingmar Bergman. Eller usædvanlige situationer, som da Karen Thisted kastede en kop vand i hovedet på mig, fordi hun lod som om, hun var vred over noget, jeg havde sagt. Jeg kan stadig huske Søren Kragh Jacobsens forbløffede ansigt. Han sad ved siden af. Jeg selv var ikke så overrasket. Jeg kender Karen, fortæller Michael Meyerheim.

Se højdepunkter fra Meyerheims talkshow-karriere.

Fra interview til ægte samtale
'Talkshowet Meyerheim' har siden premieren i 2006 været et af de mest succesfulde programmer på TV 2 CHARLIE. Programmet er samtidig det talkshow, der har kørt længst tid på dansk tv.

 - Vi er meget stolte på TV 2 CHARLIE over at kunne fejre Michael Meyerheims 25 års jubilæum som talkshowvært. Han tonede frem på skærmen i starten af 90'erne og har lige siden været indbegrebet af vores alle sammens 'Mr. Talkshow'.  Det helt særlige ved Michael Meyerheim er, at han kan forvandle et interview til en ægte samtale. Han får altid sine gæster til at føle sig godt tilpas, så de udkommer i en endnu bedre udgave af sig selv. Han er høflig uden at blive føjelig og balancerer knivskarpt mellem alvor og humor, det personlige og det private, siger kanalchef for TV 2 Networks og dermed for TV 2 CHARLIE, Sune Roland, der ønsker Michael Meyerheim et stort tillykke med jubilæet.

De 25 år som talkshowvært bliver fejret med et særligt jubilæumsprogram onsdag 3. februar kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE.

Jubilæumsprogram med de oprindelige gæster

De 25 år som talkshowvært bliver fejret med et særligt jubilæumsprogram onsdag 3. februar kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE. I den anledning har Michael Meyerheim inviteret Suzanne Bjerrehuus, Finn Nørbygaard, Ritt Bjerregaard og Tommy Kenter, der alle var gæster i hans talkshow for 25 år siden.


I jubilæumsprogrammet bliver der vist 25 år gamle klip fra 'Meyerheim og Co', og gæsterne fortæller om deres op- og nedture siden 1991. Samtidig markerer jubilæumsprogrammet sæsonstart på ny række talkshows, hvor seerne blandt andet kan glæde sig til en særlig udgave med skuespillerne fra 'Badehotellet' samt en Dirch Passer-specialudgave.

Billede {0} af {1}