Medieforlig giver kun mindre ændringer for TV 2

30. juni 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Den netop indgåede medieaftale 2015-2018 bakkes op af Folketingets otte partier.

Det netop indgåede medieforlig for perioden 2015-2018 betyder kun mindre justeringer for TV 2 DANMARK, mens forliget – som ventet – handler mere om licens og om DR’s vilkår. Medieaftalen er – for første gang i mange år – så bredt funderet i Folketinget, at alle de valgte otte partier (fra Enhedslisten og til med Dansk Folkeparti) bakker op.

Ændringer for TV 2
For TV 2 betyder medieaftalen, at filmstøtte-forpligtelsen hæves fra gennemsnitligt 60 mio. kr. til 65 mio. kr. om året og pristalsreguleres årligt. Hvordan forpligtelsen nøjagtigt skal opfyldes, fastlægges i et kommende filmforlig.

Public Service Puljen, som bl.a. TV 2s kanaler kan søge udviklings- og produktionstilskud hos, får udvidet sit budget fra 30 mio. kr. til 42,5 mio. kr. om året. Som noget nyt kan Public Service Puljen også støtte produktioner, som førstegangsudsendes på en on demand-tjeneste (og efterfølgende udsendes på tv).

TV 2 forpligtes fra 2015 til at styrke betjeningen af handicappede. Hvordan det nøjagtigt skal ske, vil blive klart, når en ny fireårig public service-tilladelse formuleres i løbet af efteråret. Som noget nyt skal Radio- og tv-nævnet, der gennemgår og vurderer TV 2s public service-redegørelse, sende redegørelsen i en høringsrunde forud for nævnets behandling.

Forligspartierne fastslår, at det skal være muligt at købe TV 2s tv-kanaler enkeltvis (a la carte). Herudover har ministeren og partierne aftalt, at de skal tale sammen om behovet for eventuelle lovændringer på frit valg-området, når en analyse af frit valg af tv-udbyder på boligområdet er færdig efter sommerferien.

Uændrede krav til TV 2
En række krav til TV 2 er uændrede i den nye medieaftale, bl.a. kravet om Odense som hovedsæde og central nyhedsredaktion for TV 2 samt kravet om, at der ikke må ske forskydning af TV 2s aktiviteter i retning mod København.

I medieaftalen tages TV 2s meddelelse om abonnementsprisen for hovedkanalen for årene 2015-2017 til efterretning. I aftalen tilkendegiver partierne, at det offentlige ejerskab af TV 2 DANMARK fortsætter i forligsperioden.

 

----------------

 

Læs hele medieaftalen her 

 

Læs fakta-ark om medieaftalen her 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}