Loppefund og skjulte skatte på TV 2

29. april 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra 8. maj er der masser af loppefund og goder handler på TV 2 i ”Fantastiske fund”.

Kræmmeren Erik Christiansen tager rundt på Danmarks loppemarkeder i jagten på fantastiske fund, som han kan sælge videre på Lauritz.com i håbet om at få en god fortjeneste. (Foto: Jacob Mydtskov / TV 2)

På dansk tv har programserier om skjulte skatte, loppefund og gode handler hittet på tv i det seneste halve år. Nu får TV 2s seere mulighed for at se en dansk reportageserie, som følger både kræmmere og auktionshuset lauritz.coms vurderingseksperter, der sætter pris på alt fra Arne Jakobsen-stole til en kopi af Den Lille Havfrue.

Det sker, når TV 2 og TV 2 PLAY fra torsdag 8. maj sender den hidtil største programsucces på fritidskanalen TV 2 FRI, ”Fantastiske fund”.

Gode fund sælges på lauritz.com
Programserien følger bl.a. Erik Christiansen – kræmmer-Erik – dele ud af sine erfaringer, når han drager ud i jagten efter nye, gode fund. ”Fantastiske fund” er med, når Erik tager på pensionist-loppemarked og finder en Georg Jensen-broche til en billig penge, og håbet er at få solgt den videre på Lauritz.com med en klækkelig fortjeneste.

Lauritz.com, der er et centralt omdrejningspunkt i ”Fantastiske fund”, er Nordens største online-auktionshus. Her handles alt fra udstoppede dyr til kunst i millionklassen, og auktionshusets 250 ansatte ved aldrig, hvad de skal vurdere næste gang.

I spidsen for auktionshuset står ægteparret Mette og Bengt Sundstrøm. Siden Bengt Sundstrøm opkøbte Lauritz Christensens Auktioner i 1999 og gjorde det til verdens første online-konverterede auktionshus, har det været drømmen at gøre Lauritz.com lige så udbredt som IKEA. Med over én million registrerede brugere og 10 millioner sidevisninger om ugen er målet nået.

Direktør fra Lauritz.com, Mette Rode Sundstrøm, er taget på kundebesøg på privatskolen Henriette Hørlück, som har indrettet sig næsten udelukkende med auktionsvarer. (Foto: Mads Holst Nielsen / TV 2)

Største succes på TV 2 FRI
I gennemsnit fulgte 84.000 danskere førstegangsudsendelserne af ”Fantastiske fund”, da programmerne blev sendt på TV 2 FRI fra begyndelsen af 2014. Det er et højt seertal for helt nye tv-kanaler - og endnu mere end den store rejseserie på TV 2 FRI, ”Mit Danmark”, hvor Troels Kløvedal fortalte kulturhistorie på sin rejse med Nordkaperen rundt i de danske farvande.

Fire af de fem mest sete enkeltprogrammer på TV 2 FRI er afsnit af ”Fantastiske fund” med henholdsvis 113.000, 104.000, 101.000 og 97.000 seere – det dobbelte eller tredobbelte af de mest sete programmer på f.eks. TLC og Discovery, der har været på markedet i flere år.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}