Ledende dyrlæge: TV 2 viste sandt billede af pelsdyrfarme

31. december 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

”Operation X: Pels på vrangen” havde fat i den helt rigtige historie om pelsdyrfarmene, viser nye oplysninger fra Fødevarestyrelsen.

Morten Spiegelhauer var vært i "Operation X: Pels på vrangen". (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


En endnu ikke offentliggjort rapport fra Fødevarestyrelsen dokumenterer, at mink på danske farme stadig bliver udsat for grov og uforsvarlig behandling, skriver Fyens Stiftstidende i en artikel, der efterfølgende er citeret i mange medier.

Den ledende dyrlæge for veterinærrejseholdet, Flemming Marker, fastslår over for avisen, at rapportens konklusioner ligger tæt op ad TV 2s meget omtalte afsløringer fra minkbranchen i programmet "Operation X", der blev sendt 27. oktober 2009 på TV 2.

Før og efter dette program har Dansk Pelsdyravlerforening ellers forsøgt at fjerne fokus fra alle kritiske historier bl.a. ved at beskylde TV 2 for at lave underlødig journalistik

Men ifølge den endnu ikke offentliggjort rapport fra Fødevarestyrelsen er TV 2s afsløringer langtfra undtagelser. Rapporten dokumenterer brud på reglerne på over halvdelen af farmene, skriver Fyens Stiftstidende.

"Grov og uansvarlig behandling af dyrene"
På fire af stederne blev der observeret så alvorlige forseelser, at det har ført til politianmeldelser. I alt har Fødevarestyrelsen været på besøg på 140 minkfarme efter TV 2s afsløringer.

- Det halter for over halvdelen af de 140 farme, og det er et dækkende billede for hele branchen. Det, vi ser på farmene, ligger meget tæt op ad de forhold, TV 2 afslørede. På de 140 farme, vi har besøgt, har jeg set mange eksempler på grov og uansvarlig behandling af dyrene, og avlere, som ikke følger enkle lovkrav, der skal forbedre minkenes velfærd, siger Flemming Marker til avisen.

Arrogance fra pelsdyravlere
Han undrer sig især over den arrogance, som de besøgte farme har udvist ved at bryde reglerne, selv om de vidste, at de kunne risikere at få uanmeldt besøg af veterinærrejseholdet.

- De vidste, at vi ville komme, men alligevel blev vi mødt af overfyldte bure og syge dyr, der ikke blev taget hånd om.

- Mink med bidsår blev ikke taget ud af burene, så de kunne få fred, og der blev ikke ringet efter dyrlæge til syge dyr. Rigtig mange avlere fulgte heller ikke reglerne om, at dyrene skal have et rør eller en hylde og halm til at forbedre velfærden. Det er bare ikke godt nok, siger Flemming Marker til avisen.

I en pressemeddelese kalder veterinærdirektør Jan Mousing overtrædelserne af dyreværnsreglerne, der har ført til politianmeldelser, for både alvorlige og kritisable. Han siger dog samtidig, at Fødevarestyrelsen ikke har kunnet genkende det billede, der blev afdækket i efterårets "Operation X"-udsendelse, og hvorefter pelsdyravlerne har fået besked om, at de får flere og uanmeldte kontrolbesøg.

Beklager de mange regelbrud
Formanden for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening (FSP), Tage Pedersen, beklager, at veterinærrejseholdet har fundet så mange eksempler på regelbrud.

- Hvis man finder mink med bidsår, der ikke bliver behandlet, eller manglende legetøj i burene, er det for dårligt. Det bør ikke forekomme, siger Tage Pedersen til avisen.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen ( V) nedsatte i efteråret en arbejdsgruppe, som skal ændre kravene til pelsfarmene. Socialdemokraterne har meldt ud, at partiet ønsker strengere krav til pelsfarmene.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}