Knæk Cancer: Når kræft bliver en del af kærligheden

I februar 2014 mistede Rasmus sin kone Louise, der døde af kræft. Rasmus stod tilbage med sorgen og parrets fire mindre børn og skulle finde en vej tilbage til livet. (Foto: Christina Winsløv / TV 2)

I februar 2014 mistede Rasmus sin kone Louise, der døde af kræft. Rasmus stod tilbage med sorgen og parrets fire mindre børn og skulle finde en vej tilbage til livet. (Foto: Christina Winsløv / TV 2)

14. oktober 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser i uge 43 bl.a. de to rørende dokumentarfilm ’Kræft & Kærlighed’ og en reportageserie, der følger kræftbehandlingen på danske sygehuse.

Der er ikke meget at glæde sig over, når en kræftsygdom pludselig bryder ind i forholdet til dem, man elsker. I to af årets dokumentarer i TV 2s Knæk Cancer-uge formår de medvirkende par imidlertid på smukkeste måde at vise, hvordan kærligheden både kan overleve og blive stærkere, selv om døden uundgåeligt kommer nærmere.

De to dokumentarer har titlen ’Kræft & Kærlighed’ og ’Kræft & Kærlighed - når livet går videre …’. De sendes onsdag 21. oktober og torsdag 22. oktober – begge dage kl. 20.50.

- Dokumentarfilmene viser, hvordan en kræftsygdom kan sætte livet i relief og få én til at værdsætte den tid, man får lov at have sammen. På samme måde som livet fortsætter, når den ene i forholdet ulykkeligvis ikke er her længere. Det er ikke nødvendigvis let, men vi ser, hvordan man alligevel lærer at fortsætte med livet og kærligheden, selv når det er allersværest, siger Charlotte Kjørup, producent hos Nordisk Film TV på ’Kræft & Kærlighed’-programmerne.

I de to dokumentarer får seerne en række meget personlige bud på, hvordan livet og hverdagen kan fortsætte, selvom man ved, at ens partner skal dø eller er gået bort.

Livet skal leves her og nu
I den første af de to film følger vi to par, der kæmper mod uhelbredelig sygdom: Malte og Kathrine, der er unge og nygifte, og Jens og Marianne, der har været gift i over 25 år. Malte og Jens er begge uhelbredeligt syge af kræft.

- Parrene giver i denne dokumentar et nært og stærkt indblik i, hvordan man tackler, at kræften bliver en del af kærligheden, uden at ens liv går i stå. Filmen er samtidig en vigtig påmindelse om, at livet er noget, der skal leves nu og her, siger Charlotte Kjørup.

'Kræft & Kærlighed (1)' kan ses gratis på TV 2 PLAY fra onsdag morgen 21. oktober.

Jens er uhelbredeligt syg af kræft, men har allerede levet længere, end lægerne troede. Han ved, at han på et tidspunkt vil dø af sin sygdom og prøver at forberede sig selv og Marianne på den sorg. Men hvordan gør man det? (Foto: Christina Winsløv / TV 2)

At finde tilbage til livet
I torsdagens dokumentar handler det om at vende tilbage til livet efter kræftsygdom. Her møder seerne to, der allerede sidste år var en del af Knæk Cancer-ugen, og som har mistet deres partner til kræften.

Ronja møder vi, mens sorgen efter tabet af hendes mand Peter, der netop er død af modermærkekræft, er på sit højeste. Vi følger hendes forsøg på alligevel at få hverdagen til at fungere med parrets to børn. 

Rasmus mistede i februar 2014 sin kone Louise og stod tilbage med parrets fire mindre børn. Vi møder ham i en periode, hvor han er ved at få den værste sorg på afstand og prøver at finde sig til rette i sit nye liv uden Louise. Er et ny liv muligt, og kan han igen møde kærligheden?

- Det er to smukke og livsbekræftende dokumentarer med et særligt indblik i alle de forhold og mennesker, der bliver berørt, når kræften rammer én person. Det er historier, der viser, hvordan kærligheden rummer både lykke, sorg og stor styrke. Det handler om kræft - men det handler også om kærlighed, siger Charlotte Kjørup.

'Kræft & Kærlighed (2)' kan ses gratis på TV 2 PLAY fra onsdag aften 21. oktober, når første del af serien er udsendt på TV 2.

Vi møder Ronja efter tabet af hendes mand og børnenes far, Peter, der netop er død af modermærkekræft. (Foto: Columbus Leth / TV 2)

Tæt på kræftbehandlingen på danske hospitaler
Ugens tredje Knæk Cancer-dokumentar på TV 2 kan ses tirsdag 20. oktober kl. 21.10. Det er en særudgave af TV 2s reportageserie ’Holder Danmark i live’, der følger en dag på de danske kræftafdelinger.

Over en kvart million danskere lever i dag med kræft. I ’Holder Danmark i live – cancer special’ møder vi nogle af de danskere, der tirsdag 16. juni 2015 skulle til behandling på landets hospitaler. På dagen følger vi bl.a. 55-årige Morten Larsen, der skal igennem en avanceret operation, som er hans eneste mulighed for at vinde over kræften. Programmet giver et sjældent indblik i, hvad personalet på de danske kræftafdelinger gør for at behandle og kurere patienter for kræft.

En såkaldt varm kemooperation er Morten Larsens allersidste chance for at overleve sin cancer. (Foto: United / TV 2)

------

Alle Knæk Cancer-programmer kan ses gratis på TV 2 PLAY. Både dem fra årets Knæk Cancer-uge og de foregående års Knæk Cancer-programmer.

Læs flere artikler om Knæk Cancer her

Billede {0} af {1}