Knæk Cancer kulminerer med to store shows

I fredagens 'Vild med dans' skal vi se de seks tilbageværende par på dansegulvet. Herudover hjælper ’Vild med dans’ på flere måder til at knække cancer. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

I fredagens 'Vild med dans' skal vi se de seks tilbageværende par på dansegulvet. Herudover hjælper ’Vild med dans’ på flere måder til at knække cancer. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

26. oktober 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

’Vild med dans knækker cancer’ sendes fredag, og ugen kulminerer med ’Knæk Cancer Live’ lørdag 29. oktober fra klokken 20.00.

En uge med oplysning om kræft og indsamling til kampen mod kræft fortsætter i weekenden med to store shows på TV 2. Fredag forlænges ’Vild med dans’, fordi programmet igen knækker cancer og inddrager nyt indhold til den ugentlige dansekonkurrence, og Knæk Cancer-ugen kulminerer lørdag 29. oktober med et stort live-show med underholdning, oplysning, musik og konkurrencer i den gode sags tjeneste.

- Vi har fået en rigtigt god start på Knæk Cancer-ugen, hvor vi igen mærker danskernes kolossale engagement og opbakning i denne vigtige sag. Der samles ind overalt i landet, og danskerne udvikler kreative og flotte Knæk Cancer-blomster i massevis. Der læses Knæk Cancer-artikler på nettet, og der deles, ”likes” og debatteres i stort omfang på de sociale medier. Samtidig følger tusindvis af interesserede borgere med, når ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ er med Knæk Cancer-bussen rundt i landet, siger TV 2s event- og udviklingschef, Ulla Pors Nielsen, og fortsætter:

- I år har vi også fornyet tv-udbuddet i Knæk Cancer-ugen med en gribende udgave med stjerner fra ’Toppen af poppen’ og med en helt ny og rørende dansk film med fokus på kræft. Jeg glæder mig til torsdagens TV 2 dokumentar ’Holder Danmark i live’ og TV 2 FRI’s særlige Knæk Cancer-udgave af ’Krejlerkongen’ – og selvfølgelig til weekendens to store shows, der gør ugen komplet.

Se nogle af danskernes Knæk Cancer-blomster herunder - og se mange flere her.

Danskerne kreerer Knæk Cancer-blomster i massevis, og det er med sponsorhjælp fra Honda med til at sikre penge til Knæk Cancer.


Fredag: ’Vild med dans knækker cancer’
I fredagens 'Vild med dans' skal du selvfølgelig se de seks tilbageværende par på dansegulvet – og det bliver i samba, tango, vals og cha-cha-cha. Herudover hjælper ’Vild med dans’ på flere måder med at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Tidligere deltagere og dansere er inviteret med i studiet, hvor de sidder klar til at modtage opkald og donationer fra seere og firmaer, og ved at støtte 'Knæk Cancer' deltager du i lodtrækningen om en bil, rejsegavekort og billetter til 'Vild med dans'-finalen. Claus Elming, Sarah Grünewald og Andrea Elisabeth Rudolph guider os igennem hele showet.

Som et ekstra initiativ har ’Vild med dans’ igen i år inviteret tre almindelige danskere på dansegulvet. De har alle cancer tæt inde på livet og har sagt ja til at danse for at samle penge ind til kampen mod kræft. Med hjælp fra tre professionelle dansere skal vores tre nydansere på gulvet i tre forskellige danse.

Hvem gør det bedst? Er det Bjørg Malling Mortensen og Rene Christensen, John Erik Hansen og Marianne Eihilt eller Magnus Bahl Nielsen og Claudia Rex? Hør deres historie og stem på dit favoritpar – og støt samtidig kampen mod kræft og vær med i lodtrækningen om eksklusive rejsegavekort.

I aftenens tredje og sidste ’Vild med dans’-program bliver seernes sms'er talt sammen og sammenholdt med dommernes stemmer, og det bliver afgjort, hvem af de seks par der går videre til næste uges 'Vild med dans'. Vi finder også ud af, hvem der vinder bilen, rejsegavekort og 'Vild med dans'-finalebilletter blandt alle dem, der har støttet kampen mod kræft.

’Vild med dans’ har igen i år inviteret tre almindelige danskere - Magnus Bahl Nielsen (tv.), Bjørg Malling Mortensen og John Erik Hansen - på dansegulvet. De har alle cancer tæt inde på livet. (Foto: TV 2)


Lørdag: ’Knæk Cancer Live’
TV 2s store Knæk Cancer-uge kulminerer med indsamlingsshowet 'Knæk Cancer Live', hvor flere veloplagte værtshold sørger for en god blanding af oplysning, underholdning, alvor og overraskelser i studiet.

På musikscenen står bl.a. Christopher, Wafande og Mads Langer på en aften, hvor Danmark står sammen mod kræft, og Lasse Rimmer er i spidsen for call-centeret, der er fyldt med kendte navne, som venter på at tage imod opkald.

I løbet af showet stiller vi om til steder rundt om i landet og viser danskernes store opbakning til Knæk Cancer. Alle bidrag gør en forskel, og de har i de senere år gjort det muligt at realisere 175 kræftprojekter inden for især forskning samt patientstøtte og forebyggelse.

Værter i ’Knæk Cancer Live’ er Morten Resen, Lasse Rimmer, Natasja Crone, Cecilie Frøkjær, Mikkel Beha Erichsen, Morten Ankerdal, Puk Elgård, Jes Dorph-Petersen og Cecilie Beck – og som nævnt Lasse Rimmer i call-centeret.

I pausen mellem de to ’Knæk Cancer Live’-udsendelser sender TV 2 ’Kærlig hilsen Vild med dans’, hvor Morten Ankerdal viser rundt bag kulisserne til fredagens store indsamling i ’Vild med dans’.

Se trailer for 'Knæk Cancer Live' herunder.

Billede {0} af {1}