Jens Gaardbo ny vært for ’Charlies Hjertegalla’

Jens Gaardbo og Cecilie Frøkjær kender hinanden fra det populære program ’Spørg Charlie’. Nu står de sammen i spidsen for ’Charlies Hjertegalla’. (Foto: Steen Evald / TV 2)

Jens Gaardbo og Cecilie Frøkjær kender hinanden fra det populære program ’Spørg Charlie’. Nu står de sammen i spidsen for ’Charlies Hjertegalla’. (Foto: Steen Evald / TV 2)

24. februar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Står sammen med Cecilie Frøkjær i spidsen for TV 2 CHARLIEs indsamling til fordel for Hjerteforeningen.

Når Cecilie Frøkjær søndag 20. marts byder seerne velkommen til ’Charlies Hjertegalla’, bliver det med en ’ny’ vært ved sin side. Jens Gaardbo skal sammen med Cecilie Frøkjær guide seerne igennem en festlig og alvorlig aften, når TV 2 CHARLIE for femte gang samler ind til fordel for Hjerteforeningen.

Den garvede nyhedsvært var ikke tvivl, da han blev tilbudt værtsrollen, efter at Michael Meyerheim besluttede sig for en selvvalgt pause.

 - Jeg har aldrig tidligere været aktiv i et indsamlingsshow, for jeg føler mig normalt ikke så godt tilpas i store, kollektive sammenhænge. Men det her vil jeg gerne. Hjertesagen har en karma, der er større end selve sygdomsbegrebet, og for mig rummer det ikke alene sygdom, men også varme, omsorg og helbredelse. Vi har at gøre med et stort samfundsproblem, som vi rent faktisk kan gøre noget ved, siger Jens Gaardbo.

Kender hinanden fra ’Spørg Charlie’
Jens Gaardbo, der har sin daglige gang på TV 2 NEWS, er et særdeles velkendt ansigt hos TV 2 CHARLIEs seere. De har oplevet ham som paneldeltager i det populære program ’Spørg Charlie’. Det er også herfra, at Cecilie Frøkjær kender sin nye medvært.

- Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Jens, som jeg kender som en meget kompetent nyhedsvært med sin helt egen personlige stil. Vi har ikke arbejdet sammen før, men vi kender hinanden fra ’Spørg Charlie’-panelet. Vi har grinet meget sammen. Og jeg glæder mig til at stå ved siden af ham 20. marts, når vi samler ind til forskning og patientstøtte for Hjerteforeningen, siger Cecilie Frøkjær.

Hjerte-kar-sygdomme dræber
Ca. 13.000 danskere dør hvert år af hjerte-kar-sygdom. Det svarer til, at en ud af fire danskere dør af hjerte-kar-sygdomme.  Åreforsnævring i hjertet er den enkeltsygdom, som flest danskere dør af, og mere end 450.000 danskere lever med en hjerte-kar-sygdom. Det tal ventes at stige til cirka 480.000 i 2020. 

 - Man bruger begrebet ’brændende platform’ i ét væk. Men her er det dækkende. Der er et enormt behov for at forebygge hjerte-kar-sygdomme og for at kunne forske i den bedste behandling, så patienterne overlever og får et godt liv. Sidste år delte vi cirka 50 millioner kroner ud til forskningsprojekter, så vi har brug for al den støtte, vi kan få, siger Hjerteforeningens administrerende direktør, Kim Høgh.

Sidste år satte ’Charlies Hjertegalla’ indsamlingsrekord med over 26 millioner kroner.

Billede {0} af {1}