Iben Hjejle: Det har været fuldstændig fantastisk

Dicte (Iben Hjejle) og Bo (Dar Salim) bliver gift i den nye sæson af TV 2s krimiserie. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Dicte (Iben Hjejle) og Bo (Dar Salim) bliver gift i den nye sæson af TV 2s krimiserie. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

17. august 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Ti nye afsnit af TV 2s populære krimiserie 'Dicte' - premiere på mandag 22. august.

Iben Hjejle er tilbage i rollen som Aarhus-journalisten i tredje sæson af den populære krimiserie, hvor Dicte kaster sig ud i nye projekter.

- I de tidligere sæsoner har Dicte prøvet at løsrive sig fra de gængse parforhold. Men nu gifter hun sig med Bo og 'slår søm i nogle ligkister' i forhold til, hvad hun tidligere har ment om ægteskaber. Og som altid kaster hun sig ud i sine livsprojekter med stort gåpåmod og forpligter sig 100 procent. Hun er en dedikeret og modig kvinde. Faktisk er hun den modigste og stærkeste kvinde, jeg har spillet, fortæller Iben Hjejle.

Dicte drives ofte af følelser og vil gå langt for dem, hun elsker. Men hvor langt vil hun gå?

- Uden at afsløre for meget fra den nye sæson kan jeg sige, at Dicte vil gå rigtigt langt for dem, hun elsker. Så langt som man overhovedet kan...

Se trailer her.

Det er blevet til i alt 30 afsnit og fem år i Aarhus i rollen som Dicte, og Iben Hjejle lægger ikke skjul på, hvor glad hun har været for rollen:

- Det har været en fuldstændig fantastisk oplevelse. Alt har kunnet lade sig gøre, og der er ikke det sted, vi ikke har kunnet filme. Vi er nærmest blevet hyldet som helte i byen, og det har været enestående at opleve. Vi sluttede optagelserne i begyndelsen af maj, og det var forfærdeligt og vemodigt at skulle sige farvel. Og jeg vil ikke udelukke, at jeg triller til Aarhus igen og sætter mig ved Moesgaard Strand og kigger ud over vandet, fortæller Iben Hjejle.

Læs mere om den nye sæson af 'Dicte' her.

Nye navne i tredje sæson
I tredje sæson møder vi udover Iben Hjejle også Dar Salim som Dictes mand og fotografkollega Bo, Lars Ranthe som spiller Dicte eks-mand, Torsten, Emilie Claudius Kruse er Dictes datter, Rose, og Lærke Winther Dictes bedste veninde, Anne. Lars Brygmann spiller politiefterforskeren Wagner, Ditte Ylva Olsen Wagners partner Bendtsen, og nye navne i denne sæson er Stine Stengade som Wagners ekskone, Nina, Søren Malling i rollen som drabsefterforskeren Tonni og Claus Riis Østergaard som Dictes chef, Steffen.

Kvinderne bag Dicte
Hovedforfatterne bag krimiserien Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén har skrevet videre på karakteren fra forfatter Elsebeth Egholms krimier om journalisten Dicte Svendsen.

Hvad kan vi forvente af tredje sæson?
- Det er et lidt anderledes Dicte-univers, der møder seerne, for vi har skruet op for dramaet og alvoren. Vi lader folk komme endnu tættere på karakterernes liv og følelser. I første afsnit møder vi en rolig og afklaret Dicte, der har sagt sit job op og går hjemme for at skrive en bog, men så spænder skæbnen ben for hendes planer, og der sker noget så voldsomt, at livet fremover bliver helt anderledes, end Dicte havde planlagt. Hun kommer ud på en rejse, hvor hun skal forholde sig til det, de fleste nok synes, er det vigtigste i deres liv, nemlig hvordan vi håndterer kærligheden, når der er modvind, fortæller de to forfattere.

Bag om Dicte
TV 2 har også fulgt tilblivelsen af tredje sæson af 'Dicte' helt tæt. I programmet 'Bag om Dicte', som vises mandag 31. oktober på TV 2, følger vi optagelserne, fra Iben Hjejle sidder klar i sminken på første arbejdsdag i Aarhus, til instruktøren råber 'tak' for allersidste gang. Vi er med på nogle af de store scener, hvor der er et hav af skuespillere og statister til stede. Alt skal koordineres, for at scenen bliver perfekt. Og selvfølgelig driller vejret, når alt skal klappe. Filmholdet skal pludselig løbe rigtig stærkt, fordi tidsplanen er ved at skride. 

Dicte (Iben Hjejle) og hendes nye chef på avisen, Steffen (Claus Riis Østergaard) i TV 2s krimiserie 'Dicte'. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Se de to første sæsoner på PLAY
Danskerne mødte Dicte første gang 7. januar 2013, hvor krimiserien havde premiere på TV 2. Første sæson på ti afsnit trak i gennemsnit over 1,2 millioner seere til førstegangsvisningerne. Sæson 2 havde premiere 24. september 2014 og bestod ligesom sæson 1 af ti afsnit. Sæsonen satte en flot rekord, da den fik en gennemsnitlig vurdering på 4,4. Denne høje vurdering var på dette tidspunkt den højest vurderede sæson af en fiktionsserie på TV 2.

Sæson 1 og 2 kan ses på TV 2 PLAY, hvor også snigpremieren på sæson 3 ligger.

'Dicte' er produceret af Miso Film i co-produktion med TV 2 DANMARK, TV4 Sverige, TV 2 Norge og Den Vestdanske Filmpulje i samarbejde med YLE, RUV, Lumière & Fremantle Media International med støtte fra EU’s MEDIA program og DFIs Public Service Puljen, Filmby Aarhus, Aarhus Kommune og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Læs mere: Dicte er tilbage - snigpremiere fra 15. august

Billede {0} af {1}