Hverdagshistorier - hele Danmark rundt

Henriette Honoré og Annemette Voss er på skift værter på programmet, og med i studiet har de hver dag en ny gæst, kendt eller ukendt, men altid godt selskab. (Foto: Peter Kjeldsen Jensen / STV / TV 2)

'Sådanmark' er et nyt magasin med små og store hverdagshistorier fra TV 2s otte regioner.

Mandag 15. maj er der premiere på et nyt eftermiddagsmagasin på TV 2 - nemlig 'Sådanmark', som er produceret af STV i samarbejde med TV 2s otte regionale tv-stationer. Magasinet sendes mandag-fredag klokken 12.40 på TV 2.

- 'Sådanmark' er et rigtig godt eksempel på det udvidede samarbejde mellem TV 2 og de otte regionale stationer. Et samarbejde, som vi sætter stor pris på og er stolte af. Det er historier om, hvordan vi danskere lever vores liv, hvad der rører os, og om de begivenheder, der samler os. Og med otte regionale stationer, der alle bidrager til programmerne, kan jeg garantere, at vi kommer hele vejen rundt i landet, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard.

Henriette Honoré og Annemette Voss er på skift værter på programmet, og med i studiet har de hver dag en ny gæst, kendt eller ukendt - men altid godt selskab.

'Sådanmark' havde regional premiere på TV 2s otte regionale tv-stationer i januar i år, hvor magasinerne sendes mandag-lørdag. Blandt de kendte gæster, der indtil videre har besøgt studiet, er skuespilleren Bodil Jørgensen, sexolog Joan Ørting, musiker Lars Lilholt og komikerne Casper Christensen og Magnus Millang.

Det er otte år siden, Henriette Honoré sidst var foran kameraerne, dengang som vært på 'Go' morgen Danmark'. Men hun har aldrig forladt tv-branchen og har siden arbejdet som redaktionschef på en lang række forskellige programmer.

Annemette Voss blev kendt i hele Danmark, da hun i 2013 vandt DRs 'Den store bagedyst'. Siden har hun blandt andet udgivet flere kogebøger og er i dag også en succesfuld blogger og YouTuber.

Se også 'Sådanmark' på Facebook her og på Instagram her.