Himmelfartsferie med tre filmpremierer

Diana Bang som Sook, Seth Rogen som Aaron Rapoport og James Franco som Dave Skylark i den amerikanske komedie 'The Interview' fra 2014. (Foto: TV 2)

Diana Bang som Sook, Seth Rogen som Aaron Rapoport og James Franco som Dave Skylark i den amerikanske komedie 'The Interview' fra 2014. (Foto: TV 2)

23. maj 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Både torsdag, lørdag og søndag er der tv-premierer på TV 2 i forskellige genrer – fra en dansk familiefilm til en amerikansk actionthriller.

I de kommende dage har mange familier et par ekstra fridage og forlænget weekend, og her kan man bl.a. glæde sig til tre filmpremierer på TV 2s hovedkanal.

Himmelfartsferiens første tv-premiere sendes torsdag 25. maj klokken 20.00 – på selve Kristihimmelfartsdag – og er en dansk familiefilm med populære skuespillere, nemlig ’Min søsters børn og guldgraverne’ fra 2015.

I filmen opdager min søsters børn, at deres tipoldefar udvandrede fra Danmark og blev guldgraver i Canada, og de erfarer ligeledes, at de stadig har en grandtante derovre. Herefter rejser de over Atlanten for at besøge hende, og med på turen er onkel Erik (Rasmus Botoft) og hans vedhæng fru Flinth (Lærke Winther Andersen), der er lun på den charmerende mand og håber at få lidt alenetid med ham.

I Canada kommer børnene på sporet af en skat i en gammel mine, men to forbryderiske guldgravere er også ude efter det ædle metal. Det bliver et nervepirrende kapløb om at finde skatten først.

Læs mere om ’Min søsters børn og guldgraverne’ her.

’The Interview’ lørdag klokken 21.00
TV 2s næste tv-premiere er den amerikanske komedie ’The Interview’, der sendes lørdag klokken 21.00. 

Det er noget af et scoop for tv-værten Dave Skylark (James Franco) og hans producer Aaron Rapoport (Seth Rogen), da de får lov til at tage til Nordkorea og interviewe diktatoren Kim Jong-un. Det er deres store mulighed for endelig at lave noget tv, der gør en forskel. Problemet er bare, at CIA vil have dem til at gøre USA en stor tjeneste og bruge den unikke mulighed til at snigmyrde Kim Jong-un!

'The Interview' skabte stor omtale i 2015, da Nordkorea blev meget sure over filmen. Landet modarbejdede filmpremieren på forskellig vis, og Sony endte med kun at distribuere den til få biografer.

Denzel Washington som Robert McCall i den amerikanske actionthriller 'The Equalizer' fra 2014. (Foto: TV 2)

’The Equalizer’ søndag klokken 21.00
Himmelfartsferiens sidste tv-premiere er den amerikanske actionthriller ‘The Equalizer’ fra 2014 med bl.a. Denzel Washington. Den tidligere elitesoldat Robert McCall (spillet af netop Denzel Washington) er gået under jorden og lever et stille og fredeligt liv i en forstad til Boston – men han bliver trukket tilbage i ilden! 

Det sker, da han møder den unge prostituerede Teri (Chloê Grace Moretz), der er i kløerne hos den russiske mafia. Han sætter sig for at hjælpe hende, og da russerne opdager, at de er oppe imod den tidligere elitesoldat, tilkalder de en specialist for at sætte McCall ud af spillet. Det er nemmere sagt end gjort – og nu starter en krig på liv og død.

Billede {0} af {1}