Har du taget stilling til, hvordan du opdrager dine børn?

Familien Bresson i Herning, som medvirker i TV 2-serien 'Den perfekte opdragelse?', er inspireret af virksomhedsledelse, når det gælder børneopdragelse. (Fotos: TV 2)

Familien Bresson i Herning, som medvirker i TV 2-serien 'Den perfekte opdragelse?', er inspireret af virksomhedsledelse, når det gælder børneopdragelse. (Fotos: TV 2)

16. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

I 'Den perfekte opdragelse?', som har premiere på TV 2 mandag 21. august klokken 20.50, møder vi tre familier, der alle har valgt en opdragelse, som, de mener, er den bedste for deres børn.

Som forældre forsøger vi at finde den rette måde at opdrage vores børn på. Og de fleste af os kan komme i tvivl, om vi gør det rigtige. Hvad er opskriften på den gode opdragelse, og kan den nogensinde blive perfekt?

Med programserien 'Den perfekte opdragelse?' sætter TV 2 fokus på børneopdragelse og på den udfordring, det kan være at sende børn godt videre i livet. Der er mange måder at gribe opgaven an på, og det er formentlig kun de færreste af os, der har lagt en egentlig plan for vores børneopdragelse.

Tre modige familier
Det har til gengæld de tre familier, som medvirker i 'Den perfekte opdragelse?' I seks programmer følger vi familierne helt tæt - både når der er fred og god stemning i de små hjem, og når tingene ikke helt går efter planen.

Se trailer for 'Den perfekte opdragelse?' herunder.

Med kameraer fastmonteret overalt i deres hjem får vi lov til at være ”fluen på væggen” hos familierne, så vi kan se, hvordan de klæder deres børn på til livet.

- Programmerne giver et unikt indblik i opdragelsen i tre vidt forskellige familier. Man kan være enig eller uenig i deres tilgang, men de har gjort sig grundige tanker og har alle taget aktiv stilling til, hvordan de ønsker at opdrage deres børn, siger TV 2-redaktør Stine Lundbak Ravn. 

Strategi og ledelse
Familien Bresson i Herning (foto øverst i artiklen) er inspireret af virksomhedsledelse, og familien har overført mange af sine ledelsesmetoder til familielivet. Derfor har familien en strategitavle i køkkenet, hvor blandt andet spilleregler, værdier og personlige mål er opført. Hver uge holder familien et strategimøde, hvor man gennemgår elementerne på tavlen.

Familien Maimonide i Humlebæk går efter, hvad der føles godt, når det drejer sig om børneopdragelse.

Frihed og følelser
Hos familien Maimonide i Humlebæk går de efter, hvad der føles godt. De opdrager ikke deres børn, og de har heller ingen ambitioner for dem. Forældrene tror på, at børnene selv kommer med masser af potentiale, man som voksen ikke skal forstyrre med sine egne ambitioner. 

Succes som målsætning
Helt anderledes er det i Silkeborg hos familien Norsgaard Jørgensen (billedet herunder), hvor børnene skal have ambitioner og mål - ellers er de ingenting. Begge børnene er cykelryttere, og det er far Teddys drøm, at børnene er vindere. Hverdagen i familien er centreret om elitesport, og børnene er opdraget til at gå benhårdt efter det, de vil. 

Familien Norsgaard Jørgensen går benhårdt efter succes - og især børnenes succes som cykelryttere.

Billede {0} af {1}