Hans Pilgaard tilbage på TV 2 FRI i nyt program

Hans Pilgaard har taget de to garvede entertainere, Jacob Haugaard (th) og Michael Carøe (tv), med til Bornholm, hvor de blandt andet skal gætte dagsprisen på et kilo røgede sild. Hvem er bedst til at gætte? Se med i 'Sæt pris på Danmark'. (Foto: Søren Kirkegaard / TV 2)

Hans Pilgaard har taget de to garvede entertainere, Jacob Haugaard (th) og Michael Carøe (tv), med til Bornholm, hvor de blandt andet skal gætte dagsprisen på et kilo røgede sild. Hvem er bedst til at gætte? Se med i 'Sæt pris på Danmark'. (Foto: Søren Kirkegaard / TV 2)

17. oktober 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Den populære vært rejser Danmark rundt i nyt underholdende tv-format, 'Sæt pris på Danmark', hvor han hver gang har to kendte danskere med, der skal gætte priser på oplevelser.

Hvad koster en kæmpe tartelet på Bornholm? Hvor surfer man henne i Nordjylland? Kan man dyrke ringridning i det sønderjyske, hvis man aldrig har siddet på en hest før - og hvad koster det egentlig? 

I det nye underholdende TV 2 FRI-program ’Sæt pris på Danmark’ leger Hans Pilgaard rejseguide og tager to kendte danskere med rundt i forskellige egne af landet på en fascinerende og sjov inspirationstur til anderledes oplevelser i Danmark. Undervejs konkurrerer de to kendte mod hinanden i at prissætte de oplevelser, Hans har budt dem på, og vinderen er den, der kommer tættest på den samlede pris for alle oplevelser.

'Sæt pris på Danmark' har premiere mandag 23. oktober på TV 2 FRI, hvor du kan gætte med og måske endda blive inspireret til, hvor næste sommerferie skal gå hen - i Danmark.

En vild og muk plet med mange nuancer
I 'Sæt pris på Danmark' er Hans Pilgaard tilbage som vært på TV 2 FRI med en serie, han har lært rigtigt meget af:

- Vi spejder tit mod fjerne destinationer og i photoshoppede brochurer efter de perfekte ferier, når vi måske nogle gange også bare skulle kigge lige her, hvor vi er, står og går - og så sætte pris på Danmark. For Danmark er en lille plet på jorden - men en vild og smuk plet med mange nuancer. Det har været så sjovt og hyggeligt at være vært på 'Sæt pris på Danmark'. Vores land gemmer på en gavebod af oplevelser. Jeg er i hvert fald kommet til at sætte mere pris på Danmark, siger Hans Pilgaard.

Blandt de medvirkende er Nicolaj Kopernikus, Julie Berthelsen, Jens Werner, Hilda Heick, Camilla Miehe-Renard, Jonas Schmidt, Stephania Potalivo og Jacob Haugaard. På deres ture får de en spiseoplevelse og en særlig overnatning, inden de prøver kræfter med en sjov aktivitet. De kommer vidt omkring, fordi oplevelserne blandt andet består af ringridning, dykning og surfing, overnatning på en gammel slæbebåd, håndfodring af et næsehorn og Danmarks måske største tarteletter.

Rejsen indledes på Bornholm
Vi begynder på Bornholm, hvor Jacob Haugaard og Michael Carøe skal gætte priser på mad og overnatning - og ikke mindst skal dreje ler, og for Hans Pilgaard er det blot én blandt mange gode oplevelser med serien:

- Jeg tager mange billeder og stunder med mig. Fra Hilda Heick, der styrer et bæltekøretøj, til Jens Werner i våddragt. Fra Carøe, der drejer ler, til Jonas Schmidt, der dykker med hajer. Fra brovandring 60 meter over havet i silende regn med Kopernikus til solopgang over Svaneke.

- Det har virkelig været en oplevelse, jeg har sat pris på, og det har været så sjovt at lave programmet med det bedste hold, siger Hans Pilgaard, der har besluttet sig for én ting efter optagelserne:

- Jeg skal altså en tur til Christiansø nu! Jeg må bare besøge det lille sted på landkortet, siger Hans Pilgaard.

Se trailer for 'Sæt pris på Danmark' herunder.

Billede {0} af {1}