Håndbold: I kamp mod arvefjenden fra Sverige

Stine Jørgensen på banen for Danmark (Foto: Scanpix / TV 2)

Stine Jørgensen på banen for Danmark (Foto: Scanpix / TV 2)

22. november 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

VM i Tyskland nærmer sig, og for at komme i gear til den store slutrunde spiller de danske kvinder to optaktskampe mod Sverige. Kampene kan ses på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

'Først tager vi danskerne. Så tager vi verden'. Sådan siger svenskerne hovent, inden de skal møde Danmark til generalprøve inden VM i Tyskland i december. Men lad os nu se. 

Sandra Toft, Stine Jørgensen, Line Jørgensen, Kristina Kristiansen og de andre seje danske håndboldkvinder vil gøre alt for at sætte de svenske tjejer på plads inden den store slutrunde syd for grænsen. 

Frederikshavn og Trollhättan
Første testkamp mod Sverige bliver spillet i Arena Nord i Frederikshavn lørdag 25. november klokken 16.05 og vist direkte på TV 2. Anden kamp bliver spillet mandag 27. november klokken 19.15 i Arena Älvhögsborg i Trollhättan og vist direkte på TV 2 SPORT. Man kan desuden se begge kampe på TV 2 PLAY.

Til de to kampe mod Sverige stiller TV 2 i stærkeste opstilling. Værten er Stine Jørgensen, eksperten i studiet er Trine Nielsen, og kommentatorerne under kampen er Thomas Kristensen og Bent Nyegaard.

Danmark skal finde nye løsninger
De to kampe mod de blå-gule kvinder kan kun blive højdramatiske og spændende at se for alle, der elsker en god håndboldkamp på tv. Det er her, de sidste ting skal pudses af for Klavs Bruun Jørgensen og landsholdet inden verdensmesterskabet i Tyskland. 

Klavs Bruun Jørgensen skal blandt andet bruge kampene til at finde ud af, hvad han stiller op, efter at backen Anne Mette Hansen og fløjspilleren Stine Bodholt har måttet melde afbud til VM på grund af knæskader. Begge har spillet meget ved de to sidste slutrunder, og det må uvægerligt betyde noget for kontinuiteten på holdet, at de mangler.

Så spørgsmålet er, hvordan rokeringerne på holdet bliver - og hvem der får lov til at spille. Det er i kampene mod Sverige, at de spillere, der normalt ikke er førstevalg, har muligheden for at bevise deres værd for landstræneren.  

Danmark mødte Sverige sidste gang 16. december 2015 i kvartfinalen til VM i Danmark, og her vandt de rød-hvide kvinder 26-19. 

Billede {0} af {1}