Grønttorvets formand går efter afsløring i "Operation X"

28. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Mogens Illum Hansen valgte tirsdag at træde tilbage som formand for bestyrelsen for Københavns Grønttorv.

"Operation X"-vært Morten Spiegelhauer afslørede sort økonomi på Københavns Grønttorv i mandagens udsendelse på TV 2. (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


Mandagens udgave af "Operation X" om sort økonomi på Københavns Grønttorv fik dagen efter konsekvenser i ledelsen af Grønttorvet.

Grønttorvets bestyrelsesformand, Mogens Illum Hansen, trak sig tirsdag med øjeblikkelig virkning fra posten efter TV 2-programmet "Operation X"s afsløringer af sorte penge i hans selskab DM Blomst.

Grønttorvets direktør, Torben Flinch, bakker den tidligere formand op i at stoppe.

- Det er den helt rigtige beslutning at trække sig for at beskytte Grønttorvets omdømme. Jeg synes ikke, at hans aftrædelse sender et forkert signal, for han har jo afvist anklagerne, siger Torben Flinch til Ritzau.

Han understreger, at det var en fælles beslutning, at Mogens Illum Hansen skulle trække sig. Det blev vedtaget tirsdag morgen på et bestyrelsesmøde, hvor både ledelsen og bestyrelsen deltog. Trods beslutningen stoler direktøren på den tidligere formand.

- Jeg stoler på, at han taler sandt. Men det er klart, at hvis han har andre motiver end det, vi kender til, er det selvfølgelig en alvorlig sag, og så vil jeg tage en snak med ham, siger direktøren til Ritzau og fortsætter:

- Mogens har selv sat initiativer i gang i sin virksomhed for at sikre sig, at økonomien er i orden. Det har han oplyst sine kunder og leverandører i dag. Han er i kontakt med SKAT, og det forventer jeg, der bliver fulgt op på.

Skatteminister inviteres til Grønttorvet
Efter udsendelsen mandag aften sagde skatteminister Troels Lund Poulsen (V) til NYHEDERNE, at han vil have en nærmere undersøgelse fra SKAT af forholdene på Grønttorvet.

Grønttorvets direktør oplyser til Ritzau, at han har inviteret Troels Lund Poulsen til et møde for at imødegå anklagen om "lovløse tilstande" og drøfte initiativer, der kan bekæmpe sort arbejde.

Mogens Illum Hansen afløses af Jørgen Mortensen, der hidtil har været næstformand. Torben Flinch kan ikke afvise, at Mogens Illum Hansen kan blive genindsat i bestyrelsen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}