Godt efterår for "Hutlihut"

29. december 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s fodboldmagasin "Hutlihut" har haft et flot efterår med seerfremgang.

TV 2s fodboldmagasin, "Hutlihut", gik i luften i marts og kan derfor nu gøre status over sit første år. Et godt år. Forårssæsonen havde gennemsnitligt 305.000 seere, mens efteråret har været en endnu større succes med 336.000 seere i snit.

Til sammenligning havde de to andre fodbold-magasiner mandag aften - "Fodbold for fan'" / "Fodbold uden filter" på TV3+ og "Mandagsbold" på TV 2 SPORT - gennemsnitligt henholdsvis 42.000 og 52.000 seere i efteråret, mens TV3+' veletablerede søndagsmagasin, "Onside", gennemsnitligt havde 115.000 seere.

- "Hutlihut" har haft en forrygende efterårssæson, hvilket selvfølgelig hænger sammen med landsholdets succes. Men jeg tror også, at vi formår at lave et fodboldprogram, der i stedet for eksperter og analyser er præget af glæden og begejstringen ved fodbolden. Det giver plads til de sjove, skæve historier i og omkring fodboldens verden, og det er noget, som de fodboldglade danskere ikke finder i andre fodboldprogrammer, siger "Hutlihut"-redaktør Thomas Sundberg.

Søndagens magasinprogrammer
Kun DRs sportsnyheder søndag aften, som dog ikke kan vise samtlige mål fra rundens kampe, kan slå seertallene på "Hutlihut".

Både "SportNyt med SAS Liga" og "Hutlihut" bliver set af en fjerdedel af de danskere, der har tændt fjernsynet på programmernes sendetidspunkter. Men da dobbelt så mange danskere ser fjernsyn søndag klokken 21.40 som mandag klokken 22.35, har "SportNyt med SAS Liga" i gennemsnit haft knap 600.000 seere i efteråret.

TV3+' "Fodbold uden filter" søndag aften har i efteråret haft 60.000 seere i gennemsnit.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}