Fransk præsidentvalg følges tæt på TV 2 NEWS

Billede af Ulla Terkelsen (Foto: TV 2)

Billede af Ulla Terkelsen (Foto: TV 2)

19. april 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyhedskanalen er med fra både Paris, Bruxelles og København

Søndag 23. april finder første runde af det franske præsidentvalg sted, og TV 2 NEWS dækker fra klokken 18.00 og frem, til der foreligger et resultat.

Hvis ingen kandidat får flere end halvdelen af stemmerne, går de to kandidater med flest stemmer videre til runde 2, som afholdes søndag 7. maj. 

Begge søndage er TV 2 NEWS klar med en fyldig dækning fra såvel Paris, Bruxelles og hjemme fra studiet i København.

I Paris er reporterne Ulla Terkelsen og Frederikke Ingemann på plads, mens Lotte Mejlhede følger valget fra Bruxelles. I studiet i København er Charlotte Beder og Jesper Zølck Felbo værter, og de får besøg i studiet af tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, Michael Nellemann, der har været leder af den danske ambassades kultur- og presseafdeling i Prais, samt lektor på CBS, Mette Zøllner.

- Det er to meget forskellige kandidater, der lige nu fører. Emmanuel Macron fra En Marche!, som er meget pro-europæisk, og Marine Le Pen fra Front National, som er den europaskeptiske. Det er et valg, hvor EU holder vejret. I forhold til holdning til EU taler man om, at kvartfinalen var valget i Holland, semifinalen er det franske valg, og finalen kommer i form af det tyske valg til efteråret, siger Ulla Østergaard, redaktionschef på TV 2 NEWS.

Det er aldrig sket, at en kandidat har fået 50 procent af stemmerne ved runde 1, så TV 2 NEWS er naturligvis også klar til anden runde, søndag 7. maj igen fra klokken 18.00.

Her vil Gertrud Højlund være fremskudt vært fra Paris suppleret af reporterne Ulla Terkelsen og Frederikke Ingemann.

På TV 2 dækkes valget også tæt både søndag 23. april og søndag 7. maj.

Læs også mere her.

Billede {0} af {1}