Fodboldkvinderne overrasker igen

Seertallene viser, at 52 procent af finaleseerne var kvinder. Det ses ellers aldrig til fodboldkampe, at flertallet af seere er kvinder. (Foto: TV 2)

Seertallene viser, at 52 procent af finaleseerne var kvinder. Det ses ellers aldrig til fodboldkampe, at flertallet af seere er kvinder. (Foto: TV 2)

09. august 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Ikke alene hentede de danske spillere usædvanlige 1,5 mio. seere til skærmen. Flertallet af seerne var piger og kvinder, og det ses ellers aldrig til fodbold.

De danske fodboldkvinder har – helt berettiget – fået meget omtale under EM i Holland. For deres spil og sølvmedaljer, for deres humør og entusiasme og for deres kolossalt høje seertal.

Søndagens finale blev i gennemsnit set af næsten 1,5 mio. tv-seere og havde knap 1,8 mio. seere, da flest så med. Et seertal, der er det højeste til en fodboldkamp på dansk tv siden VM-finalen 2014 mellem Tyskland og Argentina – og det højeste seertal til et dansk fodboldlandshold siden herrernes deltagelse i slutrunden EURO 2012 på TV 2 og DR1.

Hertil kommer mange tusinde seere til storskærmsarrangementer over hele landet – bl.a. op imod 20.000 tilskuere i København og Aarhus, hvor TV 2 samlede danskerne til EM-fodbold i det fri.

Stor opbakning fra kvindelige seere til Danmarks kampe 
Og nu viser det sig, at spillernes seertække overrasker igen igen ...

Seertallene fra Kantar Gallup viser nemlig, at 52 procent af finaleseerne var kvinder. Det ses ellers aldrig til fodboldkampe, at flertallet af seere er kvinder.

Under hele EM-slutrunden var der stor opbakning fra de kvindelige seere til kampene – og der blev flere kvindelige seere gennem turneringen. Til EM-semifinalen mod Østrig var 47 procent af seerne piger og kvinder.

Det var Danmarks kampe, som blev vist på TV 2 og DR1, der havde størst andel af kvindelige seere – i gennemsnit 47 procent til de danske kampe. Kampene uden dansk deltagelse blev vist på TV 2 SPORT og DR3, og til disse kampe var 37 procent af seerne kvinder.

En kvindelig seerandel på omkring 50 procent er meget usædvanlig, når det handler om fodbold. I 2016 lå den kvindelige seerandel til f.eks. dansk klubfodbold, Champions League-fodbold og klubfodbold fra England, Italien, Spanien og Holland blot mellem 20 og 27 procent.

Danskerne brugte to og en halv time på EM i kvindefodbold
Hver dansker på tre år og derover brugte i juli og august i gennemsnit to og en halv time på EM i kvindefodbold og på fejringen af EM-heltene mandag 7. august. 57 procent af denne sening foregik på TV 2s kanaler og 43 procent på DR1 og DR3.

Seks af de otte mest sete fodboldkampe på dansk tv i 2017 er nu kvindelandskampe sendt på TV 2 og DR1.

-------

Læs også:

Millionseertal til historisk kvindelandskamp

Billede {0} af {1}